Gå til indhold

Billede
- - - - -

At klippe navlestrengen, blive voksen og tage egne beslutninger...


  • Venligst log ind for at besvare
12 svar på dette emne

#1 HendeFraEsbjerg

HendeFraEsbjerg

    Langtidsholdbar

  • Medlemmer
  • 2.206 Beskeder:

Skrevet 01 maj 2013 - 07:19


... Uden at lytte for meget til, hvad forældrene siger.

Er der andre end mig, der har (haft) svært ved det?

Jeg bliver snart 28 og er derfor i vid udstrækning voksen. Jeg bor alene et godt stykke fra mine forældre og har boet ude siden jeg var 21 og burde derfor være fuldt ud i stand til at tage mine egne beslutninger.

Alligevel kan jeg mærke, at mine forældres meninger og holdninger betyder meget for mig. Nogle gange lidt for meget. Og det irriterer mig faktisk lidt.

F.eks. Overvejer jeg, at få en kat mere. Mine forældre synes det er en rigtig dårlig ide. Jeg kan mærke at min beslutning bliver enormt påvirket af, at jeg ved at mine forældre bliver "sure", hvis jeg gør det. Og det synes jeg er enormt træls.

Så er der andre derude, der har fundet det svært, at løsrive sig helt fra forældrene, og hvordan har i håndteret det med at skulle løsrive jeres egne beslutninger fra jeres forældres.
Som altså bor i Esbjerg... :-P

Du er unormal fordi du er så normal!


#2 Wesretkau

Wesretkau

    Monster poster

  • Medlemmer
  • 10.771 Beskeder:
  • LocationHalvvejs til himlen, langt ude på landet, dybt inde i skoven...

Skrevet 01 maj 2013 - 07:30

... Uden at lytte for meget til, hvad forældrene siger.

Er der andre end mig, der har (haft) svært ved det?

Jeg bliver snart 28 og er derfor i vid udstrækning voksen. Jeg bor alene et godt stykke fra mine forældre og har boet ude siden jeg var 21 og burde derfor være fuldt ud i stand til at tage mine egne beslutninger.

Alligevel kan jeg mærke, at mine forældres meninger og holdninger betyder meget for mig. Nogle gange lidt for meget. Og det irriterer mig faktisk lidt.

F.eks. Overvejer jeg, at få en kat mere. Mine forældre synes det er en rigtig dårlig ide. Jeg kan mærke at min beslutning bliver enormt påvirket af, at jeg ved at mine forældre bliver "sure", hvis jeg gør det. Og det synes jeg er enormt træls.

Så er der andre derude, der har fundet det svært, at løsrive sig helt fra forældrene, og hvordan har i håndteret det med at skulle løsrive jeres egne beslutninger fra jeres forældres.


Ja. Jeg har fundet at det hjælper lidt bare at træffe de beslutninger man nu selv har lyst til. Der var fx en del debat da jeg skulle have min første kat. Her er det især min moster som 'reservemor' der har enormt mange holdninger til hvad jeg skal, ikke skal, bør og bør lade være med. Hun syntes det var noget sært noget at jeg ville købe mig en racekilling som min første kat, og mente bestemt at jeg skulle 'prøve' først, med en gratis gårdkat, og se om det der katte-noget nu var noget for mig (underforstået, om jeg nu kunne overskue det, gad det i længden og sådan noget). Der trak jeg på skuldrene og sagde; 'mine penge, mit liv, min beslutning' og lukkede ørerne.

Da jeg skulle købe nye møbler var hun også overbevist om at jeg ikke skulle have valnød, men derimod lyst træ. Mine møbler, mit valg; og jeg elsker mine mørke møbler.

Med andre ord; luk ørerne og gør det du synes er bedst. Hvis de bagefter bliver ved med at kommentere, så træk grænsen. "Ja, men nu er beslutningen altså truffet, katten er købt, og sådan er dét." Jeg var igennem en rigtig hård omgang stress for ca 4 år siden, og det handlede rigtig meget om grænsetrækning i forhold til min moster - i en grad så hun et par gange, når hun var på besøg, fik at vide at det var mit hjem, og hvis hun var utilfreds med den måde jeg gjorde tingene på, så kunne hun vælge ikke at komme på besøg. Hårdt og brutalt, men det var nødvendigt, og har hjulpet en lille smule.

Ma'at-ka-Re, Foremost of Noblewomen, joined with Amun
Mighty in spirit, flourishing of years, Divine of appearance
Lady of Djeser-Djeseru, the Holy of Holies

I have restored that, which was in ruins.


#3 balletdanserinde

balletdanserinde

    Guddommelig

  • Medlemmer
  • 5.034 Beskeder:

Skrevet 01 maj 2013 - 08:04

jeg tror i hvert fald også at det handler meget om at sætte grænser som Anne-Lise skriver. For en ting er at du tænker 'jeg er altså 28, kan det virkelig passe jeg skal føle sådan her?', men dine forældre er jo ligeså meget 'en del af spillet', som Anne-Lises moster. De må jo også føle at deres velmenende tanker om dit liv, må veje vigtigt for dig.

Okay jeg prøvede i FEM minutter at få den sætning ovenover til at fungere, men det gør den bare ikke! :D det jeg mener er, at dine forældre ligeså meget lader deres egne velmenende holdninger om dit liv, veje tungt som du lader dem :) giver det mening?

Du har måske også nydt godt at deres råd og kommet til dem frivilligt, fordi du godt ka li det, men så må du bare lære at sætte grænser når du kan mærke indeni i dig selv, at din mening i et bestemt tilfælde, altså vejer tungere, end deres gode råd. Det kan du jo bare sige. Jeg har godt hørt hvad I siger mor og far, men i det her tilfælde, der vælger jeg altså alligevel at tage chancen og bare gøre hvad jeg har lyst til.

Det er sikkert bare fordi I ellers har et godt og tæt familieforhold, men som du selv siger, kan det altså godt blive lidt for tæt og så skal der sættes lidt grænser så lidt løsrivelse bliver muligt ikke? ;)

pøj pøj

#4 SuperwomanKBH

SuperwomanKBH

    Tastaturslave

  • Medlemmer
  • 15.749 Beskeder:

Skrevet 01 maj 2013 - 08:10

Hvorfor synes de at det er en dårlig idé?

Jeg har det kun sådan som du beskriver, med mine forældres holdninger, hvis jeg inderst inde godt ved at de har ret (men at jeg bare rigtig gerne gad 'det andet' - fx. at få en kat mere).
"Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb." - Jer. 29:11

Lille baby Nikolaj, 6. September 2012:lun:

#5 HendeFraEsbjerg

HendeFraEsbjerg

    Langtidsholdbar

  • Medlemmer
  • 2.206 Beskeder:

Skrevet 01 maj 2013 - 08:22

Jeg tror de mener det er en dårlig ide, fordi jeg...
1. har for lidt plads. Kattene vil have omkring 60-70 kvm at være på. Så det mener jeg jo ikke lige.
2. Ikke vil kunne besøge dem så tit. Jeg har min kat med nu her, men jeg kan ikke slæbe to katte med i en bus, og slet ikke en maine coon hankat, der kan komme op og veje en hel del.
3. De mener ikke min nuværende kat vil kunne trives med en anden kat, da hun ikke er så god ved deres katte. Men det har jo noget med hieraki og territorie at gøre. Plus hun jo ikke er sammen med andre katte i hverdagen, så tror hun går lidt i overdrive, når vi er dernede en hel weekend.
Som altså bor i Esbjerg... :-P

Du er unormal fordi du er så normal!


#6 Wesretkau

Wesretkau

    Monster poster

  • Medlemmer
  • 10.771 Beskeder:
  • LocationHalvvejs til himlen, langt ude på landet, dybt inde i skoven...

Skrevet 01 maj 2013 - 13:23

Jeg tror de mener det er en dårlig ide, fordi jeg...
1. har for lidt plads. Kattene vil have omkring 60-70 kvm at være på. Så det mener jeg jo ikke lige.
2. Ikke vil kunne besøge dem så tit. Jeg har min kat med nu her, men jeg kan ikke slæbe to katte med i en bus, og slet ikke en maine coon hankat, der kan komme op og veje en hel del.
3. De mener ikke min nuværende kat vil kunne trives med en anden kat, da hun ikke er så god ved deres katte. Men det har jo noget med hieraki og territorie at gøre. Plus hun jo ikke er sammen med andre katte i hverdagen, så tror hun går lidt i overdrive, når vi er dernede en hel weekend.


Punkt tre må du trække på skuldrene af. Sådan noget ved man aldrig før man prøver. Punkt et er typisk ’dit liv dit valg'. Kan du have to katte på 60-70 kvm? Glimrende.

Punkt 2 er sådan en træls øm en, for den er du nødt til at tage med. Vil du fremover besøge dine forældre mindre? Eller vil du finde kattepasser og besøge dem det samme? Når du har fundet ud af det, så meld det ud. Min mor og moster var også lidt uforstående overfor at jeg ville have en kat, for så kan jeg jo ikke sådan bare tage på ferie. Men det har jeg så heller ikke lyst til; faktisk lyder den ideelle ferie for mig som to uger hjemme under et træ, med en god bog og min kat. Og hvis det endelig skal være, så har jeg en sød nabo der gerne kigger efter ham. Eller en kammerat der gerne flytter ind i en uges tid og passer.

De fik også valget da jeg fik kat; enten måtte de leve med én-dags-besøg, ellers måtte katten med. De valgte så katten og de længere besøg, og er nu udstyret med kradsetræ og kattebakke, og min kat hygger sig lige godt hos min mor som hjemme hos mig selv.

Så... skil det ad. Der er ting der kun kommer dig og din kat ved - og der er ting der også kommer dine forældre ved. Og det der kommer dem ved er det pænt at tage med i betragtning, sådan for os voksne mennesker. :)

Ma'at-ka-Re, Foremost of Noblewomen, joined with Amun
Mighty in spirit, flourishing of years, Divine of appearance
Lady of Djeser-Djeseru, the Holy of Holies

I have restored that, which was in ruins.


#7 Jazzy

Jazzy

    Erfaren

  • Medlemmer
  • 146 Beskeder:

Skrevet 01 maj 2013 - 13:58

Det handler vel om at stole på sig selv, og at man vil træffe det rigtige valg. Og hvis man ikke gør så lærer man af det. Hvis du vælger at anskaffe dig en kat mere, og det bare slet ikke fungerer så må du nok leve med hvad-sagde-vi fra dine forældre. Det tror jeg vi alle har prøvet.

Omvendt kan det jo være at det bare går rigtig godt med katten, og så har du jo selvstændigt truffet en beslutning. Jo flere du får af dem jo mere stoler du på dig selv og din dømmekraft...

Men spørger du dine forældre til råds hver gang du skal træffe et valg? For så tænker jeg at det er svært ikke at blive påvirket af deres mening. Måske kunne du rådføre dig med andre i stedet og derved føle dig mere "uafhængig"...
Bettemand - 25.09.12 :lun:

#8 mjspj

mjspj

    Fast Inventar

  • Medlemmer
  • 609 Beskeder:

Skrevet 01 maj 2013 - 15:28

Jeg har oplevet med mine forældre, at jo mere jeg deler med dem - altså fortæller om mit liv, spørger til råds o.l. - jo mere føler de også, at de har ret til at blande sig - i alt, også ting hvor jeg ikke har spurgt om deres mening. Derfor har jeg skåret lidt ned på informationsmængderne, men vi er stadig meget tætte og snakker sammen flere gange om ugen. Så det handler ikke om, at man skal lukke forældrene helt ude, men bare lade være med at inddrage dem i alle små og store beslutninger, for så melder de sig pludselig med deres mening, når man egentlig helst var foruden.

Det er nu engang forældres lod at bekymre sig og gerne ville hjælpe deres børn. Min far holdt en tårevædet tale til mit bryllup om, hvor meget det betød for ham, at han stadig fik lov til at "hjælpe" mig ind imellem, og det behov forstår jeg godt, og lader ham også få afløb for. Men jeg låner fx ikke penge af dem, og jeg beder dem ikke om at slå søm i væggen for mig i tide og utide, for jeg er 30 år gammel, og det er simpelthen ikke deres business mere.

Så mit bedste råd er, at du prøver at finde en balance, så du ikke overinformerer dine forældre og delagtiggør dem i for mange små detaljer og mellemregninger i dit liv.

#9 ilovelife

ilovelife

    Fast Inventar

  • Medlemmer
  • 850 Beskeder:

Skrevet 01 maj 2013 - 18:38

Bare af nysgerrighed, hvorfor kan du ikke lade katten/e være alene hjemme de timer du besøger dine forældre?

Derudover synes jeg bare du skal tage de beslutninger du synes er fornuftige, og det er egentlig ikke så svært når man er kommet i gang. De bliver sure, og hvad så? Det er ikke deres liv. Jeg ville faktisk blive rigtig fornærmet over at de mener at kunne tillade sig at blive sure over en beslutning jeg tager om mit eget liv.
live life, youve only got one!

#10 sorenspige

sorenspige

    Tastaturslave

  • Medlemmer
  • 15.664 Beskeder:

Skrevet 01 maj 2013 - 19:28

Min forældres mening (især min mors) betyder også (for) meget for mig, selvom jeg er 30. Hun er også stadig meget beskyttende og kan fx sige, at jeg skal huske at tage halstørklæde på, når det er koldt :lol:.

Det har jeg dog lært bare at grine af.

Mht valg i livet arbejder jeg med at mærke efter, hvad jeg vil og har lyst til, når jeg ikke tænker på, hvad min mor synes.
Et hjerte kan knuses, men det bliver ved med at slå...

Jeg er uenig i alt, hvad du siger - men vil til min død forsvare din ret til at sige det.