Gå til indhold

Billede
- - - - -

Da lillebror Tias kom til verden - ikke just en drømmefødsel


  • Venligst log ind for at besvare
37 svar på dette emne

#1 Bohprut

Bohprut

    Afhængig

  • Medlemmer
  • 25.467 Beskeder:

Skrevet 09 april 2012 - 11:48


Jeg advarer på forhånd om, at dette bliver en meget lang beretning. Samtidig vil jeg også gerne advare om, at hvis der sidder nogen derude som er skrækslagen for, hvad en fødsel kan ende med, så er dette IKKE en beretning man skal læse.
Min FB er også skrevet, for at jeg selv kan få styr på alle tankerne og de ting der skete. Nogen vil derfor nok finde den meget detaljeret.

Emmas fødsel november 2009
Emma er født 39+3 som følge af igangsættelse, fordi hun de sidste uger var meget mindre aktiv. Samtidig var mit blodtryk også begyndt at blive en smule højt, så derfor valgte man til sidst at sætte mig i gang. Jeg var på dette tidspunkt allerede 2 cm åben og med ½ cm livmoderhals tilbage, så det krævede ikke andet end enkelt stikpille og 12 timer før min krop begyndte at danne veer. Emma lå dog med en hånd ved ansigtet, så efter to timers hårdt arbejde med presseveer, blev hun taget med en hård cup og jeg fik en 2. grads bristning. På trods af dette var fødslen en fantastisk oplevese, og jeg glædede mig som et lille barn til jul til at skulle føde igen. Fødslen stod for mig som belønningen for 9 måneders graviditet. Jeg håbede dog meget på, at jeg denne gang kunne få oplevelsen af at gå i gang selv. Jeg var samtidig overbevist om, at en fødsel ikke kunne byde mig noget værre.

Den sidste tid af graviditeten
Igennem hele graviditeten var jeg meget spændt på, om kroppen også denne gang ville begynde at modnes tidligt, og jeg var også spændt på eller mere nervøs for, om vi skulle samme show igennem igen med kontroller til sidst, fordi baby var doven. Tias viste sig dog meget hurtigt at være en noget mere aktiv baby end Emma.

Omkring 34+0 begynder jeg at få hyppige mens smerter og plukveer, og de bliver kun kraftigere og kraftigere som ugerne går. Da jeg er til jordemoder 36+2 viser det sig da også, at jeg er 2 fingre åben og har 1 cm livmoderhals tilbage. Hun er ret sikker på, at jeg ikke går til termin, og som det ser ud indvendigt, er hun slet ikke sikker på, at vi ses igen 14 dage senere. Til denne kontrol er mit BT desværre begyndt at blive for højt, så hun sender mig videre til tjek på afsnit for gravide på sygehuset. BT kommer dog ned efter at jeg har ligget og slappet af, og blodprøverne er også fine.
Med en melding fra jm om, at hun ikke tror jeg går til termin, er det svært ikke at sætte forventerningerne op, men jeg prøver på at styre mig. Jeg er dog ret sikker på, at vi nok skal ses til kontrol igen 38+2.

Pludselig er de 14 dage gået, og jeg kan nu skrive 38+2. Det er den 29. marts. Jeg er efterhånden godt brugt af dårlig søvn og generelt besvær ved at være højgravid. Jeg har en sen tid den dag, så min mor er nødt til at tage med Emma til kontrol hos ørelægen.
Endnu en gang er mit BT for højt, og jeg bliver omgående sendt videre til afsnit for gravide. Min jm undersøger mig dog også indvendigt, og jeg er nu 3 cm åben, har ½ cm livmoderhals tilbage, og er særdeles moden. Hun løsner hinder uden at jeg trækker en mine.
Jeg skal have taget blodprøver på sygehuset, og da laberatoriet er lukket for dagen, kan jeg vente med at tage derop til ved 18-tiden, hvor jeg så skal have taget blodprøver, når de går runde på sygehuset. Det passer mig helt fint, for så kan manden nå at komme hjem og køre med derop. Min mor skal på arbejde om aftenen, så jeg får arrangeret at hun kører Emma ud til farmor og farfar, og så kan vi hente hende der, når vi er færdige på sygehuset. Vi regner ikke med andet end at de skal tjekke BT, køre en kurve og se nogle fine blodprøver.
Vel ankommet til sygehuset får jeg kørt en kurve, tjekket BT og taget blodprøver. BT falder denne gang ikke tilfredsstillende ved afslapning, og kurven bliver kørt på at tidspunkt, hvor Tias sover. Jeg fortæller jm, at han plejer at sove på dette tidspunkt, men de vil for en sikkerheds skyld gerne have en kurve, hvor han møffer lidt rundt. Vi bliver derfor sendt ud at gå, mens vi venter på blodprøve svarerne. Tilbage på afdelingen kommer der svar på blodprøverne, og dem får vi til min store overraskelse svar på af en læge. Mine levertal og nyretal er lidt høje, så de vil gerne beholde mig natten over for en sikkerheds skyld. Det kommer fuldstændig bag på mig, men jeg er dog samtidig glad for, at de går med livrem og seler. Vi ringer til farmor og orienterer hende, og for en sikkerheds skyld pakkede jeg tidligere lidt tøj til Emma, så hun bliver derude og sover, og holder fri med farmor dagen efter. Klokken nærmer sig efterhånden 22 og manden kører hjem. Jeg får kørt endnu en kurve, og denne gang holder Tias fest. Samtidig kan der ses gode plukveer, som jeg også mærker tydeligt.

Jeg er som altid oppe og tisse flere gange den nat, og efter den sidste tur klokken 3.15 har jeg svært ved at falde i søvn. Den ene af min nærmeste veninder, som har termin dagen før mig, har om aftenen født, så hun ligger to etager over mig på barselsgangen. Høj af adranalin har hun svært ved at sove, så vi underholder hinanden på sms.
Omkring klokken 4 begynder plukveerne at gøre noget mere av, og de begynder at kommer reglmæssigt. Min veninder og jeg skriver lidt frem og tilbage og klokken 5.30 kalder jeg på en jm. Jeg får kørt en kurve, og småveerne kan tydeligt ses. Det er dog stadig så tidligt, at det kan gå begge veje, og klokken 7 går det i stå igen. Jeg bliver godt gnaven, og synes min krop er en rigtig narrefisse.
Senere på dagen viser nye blodprøver, at tallene er uændret, så jeg får lov til at tage hjem med en tid til kontrol om søndagen den 1. april. Jeg bliver samtidig startet op på BT sænkende medicin og besked om, at de ikke vil sætte mig i gang, da der gerne vil have BT ned inden fødsel. Jeg sender en lille bøn til de højere magter om, at jeg ikke får brug for den tid, men inderst inden er jeg sikker på, at jeg får brug for den tid. I stedet håber jeg, at en sød læge vil forbarme sig over mig, og prikke hul på vandet om søndagen. Jeg er nemlig fin moden til at vandet vil kunne tages uden problemer.

Vel hjemme går jeg møg hammerende gnaven i seng, og jeg bliver kun irriteret på de plukveer som bider. Vi skal hente Emma hos mine svigerforældre om aftenen, og derude får jeg gode plukveer som bider godt til. Jeg ligger dog ikke noget i det, for det har jeg jo haft i nogle uger. Det sidste min svigermor siger til mig inden vi kører er, at jeg ikke må føde dagen efter om lørdagen. Jeg siger til hende, at det regner jeg bestemt heller ikke med, at jeg gør.
Vel hjemme opdager jeg en lille bitte smule tegnblødning og noget der ligner en del af slimproppen. Jeg ligger dog stadig ikke noget i det.

♥ Min eneste ene ♥

♥ Min store kærlighed ♥

♥ Mit hjertebarn ♥


#2 Bohprut

Bohprut

    Afhængig

  • Medlemmer
  • 25.467 Beskeder:

Skrevet 09 april 2012 - 11:48

Fødslen går i gang
Klokken 1.15 lørdag den 31. marts vågner jeg midt i en grum ve. Det tager mig lidt tid at vågne, og jeg konstaterer egentlig bare, at det gjorde virkelig ondt, og det da mindede uhyggeligt meget om en rigtig ve. Kort tid efter kommer endnu en, og jeg kæmper hårdt for at trække vejret. Jeg går ned og tisser, og mens jeg sidder der får jeg endnu en ve. Den er dog ikke så kraftig som de to foregående, men jeg er alligevel nødt til at vippe lidt frem og tilbage på toilettet. Vel oppe i seng igen får jeg endnu en ve, og jeg puster og stønner nu så kraftigt, at jeg vækker manden med det. Han rækker en hånd ud til mig, og efter at have fået klemt hånden et par gange, beder han mig om at klemme i puden i stedet. På dette tidspunkt er det slet ikke gået op for nogen af os, at fødslen er i gang. Jeg havde jo snydeveer små 24 timer tidligere, så jeg er overbevist om, at dette også går i sig selv igen. Efter endnu et par veer opgiver jeg dog at blive liggende i sengen, og jeg står op, så manden også kan få ro. Klokken er nu 2.40.
Af en eller anden grund vælger jeg at tage tøj på. Jeg kommer også på toilettet med særdeles blød mave, men det er igen noget jeg har døjet med i flere uger, så jeg tager det slet ikke som et tegn. Jeg finder lynhurtigt ud af, at jeg har det bedst med at stå op, så jeg hænger ind over køkkenbordet med en pude under armene. Jeg bliver enig med mig selv om, at det nok er en god ide at tage min ve app i brug. Veerne kommer med mellem 3 og 7 minutters mellemrum og de varer cirka 40 sekunder. De gør aller helvedes ondt, og det kommer meget bag på mig, at der allerede er så meget smæk på. Klokken 3 bliver jeg enig med mig selv om, at jeg giver det en time før jeg ringer til FG. En del af mig er sikker på, at det vil gå i sig selv igen, og så vil det jo være ret fjollet at ringe til FG, hive manden ud af sengen og hive min mor ud af sengen. Og jeg vil jo heller ikke være en pylremås, der ikke kan klare lidt veer.
Klokken 3.30 giver jeg dog op. Jeg brøler som en ko under veerne, og de gør bare ONDT. Jeg ringer til FG, og jm er ikke i tvivl om, at vi bare skal komme ind. Jeg går op og vækker manden, og han lader ikke helt til at forstå, hvad der sker. Lige der synes han vidst egentlig, at det er lidt fjollet at tage afsted. Jeg ringer til min mor, som skal være hos Emma, og da mine forældre bor kun 5 minutter væk, går der ikke lang tid, før hun er her. I mellem tiden får jeg i et par vepauser sat hår og sat kontaktlinser i. Jeg skal på toilettet igen, og her har jeg kraftig tegnblødning og resten af slimproppen går. Alligevel er det ikke gået helt op for mig, at jeg er i fødsel.

Vi har 18 km til sygehuset og de første 3-4 km får jeg nogle gode veer. Jeg er ved at dø ved tanken om at skulle sidde i bilen, men de næste 10 km får jeg faktisk ingen veer. Da vi kører ind i Roskilde spørger manden mig da også, hvor de veer bliver af, og idet vi kører ind på sygehusets grund bliver jeg lammetævet af en ve. Jeg får endnu en ve, da jeg skal til at stå ud af bilen, og så har jeg ellers travlt med at komme op på FG inden næste ve. Klokken er 4.30.

Vi når lige ind af døren på FG, da endnu en ve kommer, og jm der tager i mod os konstaterer meget overraskende, at der da er godt smæk på de veer. ‘’No shit, Sherlock’’ tænker jeg. Hun tager os ned på en undersøgelsesstue, men efter at have overværet endnu en ve beslutter hun, at vi vidst bare skal direkte ind på en fødestue. På fødestuen bliver jeg undersøgt, og jeg er 5 cm åben. En anden jm kommer og overtager, og jeg bliver koblet på CTG, så vi kan overvåge veerne. Da jeg står op, fanger den dog ikke veerne så godt, men jm er på ingen måde i tvivl om, at der er fuld smæk på de veer. Heldigvis er jeg fint klar i hovedet mellem veerne, og jeg får skrevet en sms til mine to nærmeste veninder som lovet, og de er begge meget imponeret over, at jeg er i stand til skriver sms’er. JM og jeg får også snakket om smertelindring, og til at starte med vil jeg gerne have akupunktur. Det gør dog alt for ondt at få lagt, og hun beder mig overveje en epidural. Jeg vil egentlig gerne klare mig uden, men efter lidt betænkningstid beder jeg om den. Jeg havde super god effekt af den sidst, og da jeg kun har fået to timers søvn, vil det nok være en god ide at få slappet lidt af. Samtidig er epi’en også kendt for, at have en BT sænkende effekt, og jm og jeg er enige om, at med mit høje BT, vil epi’en også være en god ide. Hun gør klar til den, og kalder derefter på anæstesilægen. Klokken når dog at blive omkring 7-7.15 inden anæstesilægen kommer, og jeg er ærlig talt ved at blive sindsyg i mellemtiden. Jeg bander højlydt under veerne, og det føles som om der går 100 år. Min lettelse er derfor stor, da hun træder ind af døren.

Epi’en bliver lagt forholdvis nemt, og allerede takket være lokalbedøvelsen mærker jeg mindre til veerne. Jeg kan sidde oprejst, og jeg mærker kun en let smerte, mens anæstesilægen gør klar til første skud bedøvelse. Til dem der ikke er klar over det, får man første en dosis, og så bliver man koblet op på drop, hvor man langsomt får bedøvelsen.
Da epi’en er lagt er planen, at manden og jeg skal have lidt morgenmad, og så skal jeg hvile mig. Jeg vil også gerne lige ringe til min mor og høre, hvordan Emma har det.
Jeg får hjælp til at komme lidt ned at ligge, da jm lige skal mærke på mig, men jeg når knap nok at ligge mig før jeg meget overraskende konstaterer, at jeg har kvalme og har det underligt. Jeg får lige sagt det til jm, og så bliver jeg for alvor dårlig. Mit BT styrtdykker, og jeg får meget hurtigt stukket en iltmaske foran ansigtet. Jeg kan mærke, at jeg er ved at besvime og jm spørger mig mange gange, om jeg stadig er til stede. Jeg kan svare, men jeg føler, at det hele sejler rundt. Jeg kan fornemme, at der sker en hel masse omkring mig, og bag ved jm kan jeg se min mand, som mildest talt ser rædselslagen ud. Han kan stå og se mig være godt væk, og samtidig kan han se på CTG’en at mit BT fald påvirker Tias kraftigt. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går, men da jeg begynder at blive klar i hovedet, er en ny jm og jm-studerende kommet ind på stuen, da der er vagtskifte. Pudsigt nok er det samme jm, som jeg fødte med sidst. Jeg aftaler med jm, at denne gang gider vi ikke ud i 2 timers presseveer og cup.
Der går lidt tid før jeg kan slippe iltmasken, og da jeg endelig kommer helt til mig selv, er jeg drøn hammerende træt og ikke mindst forvirret. Det var ret voldsomt at opleve, at jeg blev så dårlig, og samtidig er jeg bekymret for Tias. Der er i mellemtiden kommet en læge ind for at kigge på CTG’en, og hun forsikrer mig om, at Tias har det fint og er rettet ind igen.

Lige inden jeg bliver dårlig føltes det som om, at vandet går, så det skal tjekkes inden vi kan få noget at spise. Vandet er ikke gået, så jm beslutter sig for at tage det, så de kan tjekke farven og dermed få en ide om, hvordan Tias har det. Vandet er fint klart, men Tias skal have en elektrode på hovedet, så de bedre kan følge ham.
Inden elektroden bliver lagt vil lægen dog gerne lige tage en blodprøve fra hans hoved for en sikkerheds skyld. JM-stud. gør klar til at lægge elektroden og i mens bliver jeg lagt an til at få taget blodprøven. Både manden og jeg er på dette tidspunkt noget rystet over mit BT fald, og på dette tidspunkt tænker jeg, at nu kan det da heldigvis ikke blive værre.

Helvede og mit værste mareridt bryder løs
Blodprøven bliver taget, og jm går ud for at tjekke svaret. Efter kort tid stikker hun hovedet ind af døren, og jeg ligger med hovedet direkte mod døren. Jeg kan tydeligt se og høre på hende, at det her er ikke godt. Lægen stivner, og min mand fortæller, at jm-stud. også stivner i sin bevægelse. Efter få minutter kommer næste svar, og det er det samme som før. Lægen råber hyper akut kejsersnit og så bryder helvede løs. JM kommer drønende ind af døren og giver mig trusser på, manden får besked på at blive siddende og at der vil blive kaldt på ham, når det er overstået. Jeg har fået trusser på, og forhænget bliver trukket til siden og døren bliver åbnet. Ude på gangen står hvad der føles som 50 mennesker og venter. Jeg får at vide, at jeg selv skal prøve at kommer over i en seng, og jeg bliver støttet fra begge sider. Mit hoved er slet ikke med. Af en eller anden mystisk grund får jeg dog tænkt på kameraet, og jeg spørger, om nogen kan tage billeder. JM får kameraet i lommen og så løber de ellers med mig. Jeg får stukket noget mavesyreneutraliserende i hånden som jeg skal drikke omgående, og i elevetoren til OP fortæller jm-stud. mig, at jeg vil blive lagt til at sove. Her knækker filmen fuldstændig for mig, og tårerne begynder at trille. Jeg kan slet ikke overskue, at jeg skal ligge der helt alene uden manden, og jeg kan slet ikke overskue, at Tias skal komme til verden uden en klar tilstedeværelse fra sine forældre.
Anæstesilægen er dog heldivis den samme som lagde min epi, og hun siger, at vi sagtens kan bruge den indgang til at bedøve mig med, og dermed slipper jeg for fuld narkose. Der bliver hurtigt ringet efter manden, og jeg er lettet. Dog er jeg ikke rolig, før han sidder ved siden af mig. En masse forskellige mennesker præsenterer sig for mig, og jeg har ærlig talt ikke styr på, hvem de er. Jeg konstaterer dog overraskende for mig selv, at alle på stuen er kvinder.
Jeg bliver stillet det obligatoriske spørgsmål om jeg kan mærke noget, og får at vide at de lige har nevet mig med en stor tang. Herefter går de i gang, og hold da kæft hvor er det bare ubehageligt. Jeg er rædselslagen for at gå til tandlægen, men jeg kun nu helt ærligt sige, at jeg har oplevet noget der er værre. De hiver og flår i mig, og det føles så voldsomt. Efter hvad der føles som meget lang tid kan jeg høre et skrig og Tias er født. Klokken er 8.57. Manden og jeg kigger på hinanden, og vi har begge tårer i øjnene. Manden går over til ham, og jeg spørger mange gange ud i rummet, om han har det fint. Hver gang får jeg det samme svar, at han har det fint.
Jeg synes de bliver ved og ved med at rode ved mig, og jeg er ærlig talt lidt træt af det. Jeg spørger da også, om de ikke snart er færdig. Jeg er faktisk godt og grundigt irriteret på dette tidspunkt. Jeg vil bare have, at de skal være færdige, så jeg kan få lov til at få Tias i armene og få lidt fred sammen med manden.
Endelig kommer manden over til mig med Tias, og børnelægen fortæller, at han har det fint. Hun understreger samtidig, at det er meget vigtigt, at han får noget hud til hud kontakt med enten manden eller mig. Manden går væk med ham igen, og jeg fanger egentlig ikke, at Tias kommer tilbage på børnebordet, fordi han knirker en del.
Jeg blier gjort færdig og bliver lagt over i en seng, og ude på gangen kommer børnelægen og siger, at hun er nødt til at tage Tias op på neonatalafdelingen. Hans vejrtrækning er ikke helt god. Manden går som vi har aftalt med Tias, og jeg bliver kørt på opvågning.

♥ Min eneste ene ♥

♥ Min store kærlighed ♥

♥ Mit hjertebarn ♥


#3 Bohprut

Bohprut

    Afhængig

  • Medlemmer
  • 25.467 Beskeder:

Skrevet 09 april 2012 - 11:49

Efter fødslen
Der ligger jeg så helt alene, og fatter overhovedet ikke, hvad der er sket. Jeg føler mig totalt alene, og jeg aner ikke, hvordan Tias har det. Jeg har kun set ham hurtigt, og det føles som om, at jeg har fået fjernet en vital kropsdel. Jeg har aldrig haft svært ved at forestille mig, hvor forfærdeligt det må være, at blive adskilt fra sit barn lige efter fødslen, men det er først i dette øjeblik jeg virkelig forstår, hvor forfærdeligt og traumatiserende det egentligt er. Min veninde ligger oppe på barselsgangen, og jeg ved at hendes kæreste er hos hende, så jeg beder om at der bliver ringet efter hende. Jeg har brug for at se noget trygt og velkendt. Jeg får dog at vide, at fordi hun ikke er nærmeste pårørende, må hun ikke komme ned til mig.

Omkring klokken 10 bliver jeg kørt op på barselsgangen. En sygeplejerske tager i mod mig, og som det første beder jeg hende om at hente min veninde. Min mand har nået at orientere hende om vi blev kørt til aks, og jeg kan se på hende, at hun er bekymret. Tårerne sprøjter ud af øjnene på mig, da jeg ser hende. Jeg kan ikke huske, hvad vi taler om, men hun gør alt hvad hun kan for at berolige mig. Jeg kan kun tænke på, hvornår jeg må komme ned til manden og Tias på neo. Sygeplejersken skal dog først tjekke mit BT og se om min livmoder har trukket sig sammen. Jeg får også noget morfin til at tage smerterne. Endelig siger hun, at hun vil efter en portør, så jeg kan blive kørt ned på neo. Klokken er omkring 10.30.

Jeg bliver kørt ned på neo, og det smukkeste syn i hele verden møder mig. Min store mand sidder i bar overkrop med den smukkeste lille baby liggende på brystet. Jeg bliver dog også lidt forskrækket over at se Tias med c-pap, men jeg får hurtigt forklaret, at jeg ikke skal være bekymret. Endelig kommer det øjeblik jeg har ventet på. Jeg får Tias lagt ind på brystet, og alle brikkerne i pulsespillet faldet på plads. Jeg føler en øjeblikkelig ro i hele kroppen, og jeg har lyst til at blive liggende der for evigt. Jeg ved ikke, hvad manden og jeg taler om. Jeg kan ikke huske ret meget andet end jeg er lettet over at have Tias liggende hos mig.
Efter noget tid går det op for mig, at ingen ved at jeg har født, og vores familie er sikkert ved at gå ud af deres gode skind af bekymring. Det sidste de har hørt er, at vi bliver kørt til aks, fordi Tias ikke har det godt. Jeg beder derfor manden om at få fat i vores telefonen og orienterer vores nærmeste.
I mens Tias ligger hos mig bliver hans vejrtrækning bedre og omkring 12.15 bliver han fri af c-pap’en. Vi håber, at han kan klarer sig fint uden, for så kan vi forhåbentlig få ham med op på barselsgangen senere på dagen. Omkring dette tidspunkt må jeg erkende, at jeg er nødt til at komme op og få noget mere smertestillende og ikke mindst noget at spise. Jeg har det så elendigt med at skulle gå fra Tias igen, men jeg ved at det er nødvendigt. Jeg vil også gerne op og stå. Emma kommer senere, og jeg vil helst ikke ligge i sengen, når hun kommer.

2 timer senere er vi tilbage på neo, og Tias har klaret sig så fint uden c-pap’en. De vil tage nye blodprøver, og hvis de er fine, kan vi få ham med på barselsgangen. Min mor kommer med Emma og min bedste veninde og hendes mand kommer også. Jeg er lykkelig for at se nogle velkendte ansigter, og både min mor og min veninde er lettet over at se os.
Blodprøven viser, at Tias har det fint, og vi får ham med på barselsgangen. Jeg bærer ham selv derop, og jeg holder ham tæt ind til mig hele vejen.
Pga. kejsersnittet er vi nødt til at være indlagt, og det er jeg bestemt ikke glad for. Til alt held er der ikke særlig mange fødende, så jeg får stuen helt for mig selv, og den fred og ro har jeg stærkt brug for. Manden får tilbudt, at han kan blive hos os, men vi bliver enige om, at han skal tage hjem og sove, så han kan være hos Emma.

Tias er nu 9 dage gammel, og jeg er stadig i en helingsprocess. En del af mig forstår stadig ikke helt, hvad det er der er sket. Jeg føler en enorm sorg over at blive snydt for den fødsel, jeg havde glædet mig så meget til. Jeg kan aldrig nogensinde få det igen, og det er jeg bare nødt til at leve med. Kejsersnit har altid været noget, som jeg har frygtet, og lige pludselig lå jeg på OP, og det gik så stærkt, at jeg slet ikke kunne nå at få hovedet med.
Jeg havde glædet mig til at skulle føde ambulant, og komme hjem få timer efter fødslen. Da vi kørte mod sygehuset tænkte jeg, at nu ville jeg sikkert føde i løbet af formiddagen, og så kunne vi komme hjem om eftermiddagen. Det var i mit hoved perfekt timet, og lige pludselig stod jeg i levende live i mit værste mareridt. Jeg har grædt og grædt og grædt, og jeg er ikke færdig endnu. Det kommer til at tage tid for mig at accepterere, at det skulle gå som det gjorde.

♥ Min eneste ene ♥

♥ Min store kærlighed ♥

♥ Mit hjertebarn ♥


#4 Bohprut

Bohprut

    Afhængig

  • Medlemmer
  • 25.467 Beskeder:

Skrevet 09 april 2012 - 11:50

I skal selvfølgelig ikke snydes for billeder af mit lille myr på 2.785 gram og 51 cm. På trods af den hårde medfart scorede han flot 9/1 og 10/5 i apgar.

Ændret af Bohprut, 09 april 2012 - 11:58.

♥ Min eneste ene ♥

♥ Min store kærlighed ♥

♥ Mit hjertebarn ♥


#5 bibbs

bibbs

    Semi-helgen

  • Medlemmer
  • 7.571 Beskeder:

Skrevet 09 april 2012 - 12:17

Sikke en omgang...
Jeg har helt tårer i øjnene, men tror det er godt du har fået sat ord på
270408 Mors og fars lille Camilla My nu englebarn :engel:
Basse 190509, tænk at nogen kan være så dejlig:lun:
Nullerpigen: 020412, det er hermed bevist to kan være så dejlige. :love:

#6 MissPT

MissPT

    Håbløs

  • Medlemmer
  • 17.244 Beskeder:

Skrevet 09 april 2012 - 12:20

Tak for den lange beretning søde Boh :kys:

Jeg kan på slet ikke forestille mig hvordan det må være for dig :ae: Jeg sad med tårene trillende fra du blev kørt afsted til aks og det sidste punktum i beretningen.. Kan godt forstå du ikke er færdig med at græde endnu.. Og det skal du også bare gøre! Græd alt hvad du kan og hold dig ikke tilbage..

#7 Mizty23

Mizty23

    Fortabt

  • Medlemmer
  • 21.196 Beskeder:

Skrevet 09 april 2012 - 12:20

Årh :( sikke en omgang, men for pokker et lækkert resultat og så fint navn :lun: :kys:

♥ 5 års venten - Søster skudbarn 29.02.12 ♥


♥ 3 mds venten - Lillebror smuksak 17.03.13 ♥


Min salgstråd : http://dindebat.dk/b...renge-toej.html

#8 Superhemmelig

Superhemmelig

    Heltidsposter

  • Medlemmer
  • 9.087 Beskeder:

Skrevet 09 april 2012 - 12:23

Tillykke med din fine dreng Boh :kys: Han ser yndig ud. Hvordan udtaler du navnet :genert: Ti-as eller ligesom Matias, bare uden Ma :blush:

Det er en barsk omgang, søde pige. Jeg kender kun alt for godt følelsen af, at være blevet snydt, det er skrækkeligt. Men for mig, er det kommet så meget på afstand, at det nu bare er en kendsgerning, at min 1. fødsel var noget lort. Håber, at du kommer ovenpå snart igen.
Hvorfor var det, at det kejsersnit pludselig skulle være så hyperakut, det synes jeg ikke, at jeg kunne læse nogen steder ?

#9 pluuuut

pluuuut

    Helgen

  • Medlemmer
  • 8.844 Beskeder:

Skrevet 09 april 2012 - 12:45

Åhr søde Boh - du er sej :kys: og ja få det snakket igennem igen og igen - sikke en omgang :ae:

og endnu en gang tillykke med ham den lækre :lun:

Er SÅ glad helt nede i maven over min lille familie :lun:


#10 primle

primle

    Debatoholiker

  • Medlemmer
  • 3.524 Beskeder:

Skrevet 09 april 2012 - 12:47

Puha, søde Bohprut :trist: Tak fordi du delte din beretning med os :kys: Jeg er rigtig ked af, at du/I skulle igennem sådan en fødsel. Håber du får snakket det igennem igen og igen og igen.

Og hvor ER han dog dejlig ham Tias :lun:
Laura - 26.02.2013