Gå til indhold

Billede
- - - - -

Personlighedsforstyrrelse - hvad med fremtiden og børn?


  • Låst emne Emnet er låst
30 svar på dette emne

#1 JoEmilie

JoEmilie

    Permanent beboer

  • Medlemmer
  • 1.365 Beskeder:

Skrevet 14 juli 2008 - 07:29


Hejsa.

Jeg har for 1 måned siden fået en diagnose. Evasiv personlighedsforstyrrelse.

Jeg har i nu 8 år bøvlet med en spiseforstyrrelse, dårligt selvværd, depression (troede man), været sygmeldt i nu 3 år osv osv.
Efter at have startet behandling på Bispebjerg, er de kommet frem til, at jeg har en personlighedsforstyrrelse.
Godt så..hvad stiller man så op med det(?)

Det er arveligt i lige linie, det er ikke sikkert at jeg nogensinde bliver fri for min forstyrrelse, men kan muligvis lære at leve med den, og jeg er SÅ bange for fremtiden.
Jeg har aldrig kunne klare et fuldtidsjob i særlig lang tid, og jeg kan slet ikke forholde mig til nogensinde at kunne blive istand til at arbejde igen.

Jeg har jordens dejligste kæreste, som i lang tid har været parat til børn, men jeg hverken tør eller tror jeg kan overkomme et barn.
Jeg kan jo ikke engang tage vare på mig selv.
Og det økonomiske aspekt i det er jo også vigtigt. Det kan i forvejen ikke løbe rundt på en kontanthjælp.

Jeg er virkelig ved at gå helt ned med flaget, og jeg tror at pga noget der skete igår, slog virkeligheden mig.

1 vennepar har et barn på 2 år,
min svoger og svigerinde har lige fået et barn,
1 andet vennepar har født i lørdags,
1 vennepar er blevet gift,
2 venneparer lige blevet forlovet,
og igår ringer 1 ven og fortæller at kæresten er gravid.

Jeg blev så ked af det. Endnu mere fordi at dette vennepar har været sammen i kortere tid end min kæreste og jeg, men også fordi de på ingen måder har givet udtryk for, at det var der de var på vej hen. Kæresten til vennen har jeg set lidt, og hun har sagt at hun ikke vil have børn lige nu, og jeg har ærlig talt ikke troet at forholdet gik helt så godt.

Jeg ved godt det er mega egoistisk, men følte bare at det var så rart, at de ikke var nået så langt, og har derfor ikke følt mig så presset.
Men den melding igår ændrede bare alt.

Jeg har ikke uanede mængder af tid til at blive rask i, og hvad hvis jeg ikke får det væsentligt bedre?

Er der andre her med samme forstyrrelse, der kender til dette?

Mvh. JoEmilie

#2 Lipsync

Lipsync

    Uden liv

  • Medlemmer
  • 6.003 Beskeder:

Skrevet 14 juli 2008 - 10:43

Kender ikke til det du står i, men synes da ikke du skal presse dig selv blot fordi de omgangskreds får børn?

Hvis du ikke er klar så er det bare sådan, man skal jo heller ikke gøre noget bare for at gøre det...?

Eller har jeg misforstået dig helt?


I hate when I'm singing a song and someone corrects me... I'm like "Bitch, what if I was freestyling."

#3 Haltefanden

Haltefanden

    Jættekonge

  • Medlemmer
  • 5.048 Beskeder:

Skrevet 14 juli 2008 - 10:48

Jeg er helt enig med Joy_Lip.

Derudover, hvordan påvirker hhv. spise- og personlighedsforstyrrelsen dig i din hverdag?
Det er jo ikke selve forstyrrelserne, der skal gøres noget ved, men de problemer og forhindringer de skaber og forårsager for dig.

Det var en fejl, det beklager jeg,
men jeg fejler meget.


#4 Panic-button

Panic-button

    Søvn er for slapsvanse!

  • Medlemmer
  • 36.864 Beskeder:

Skrevet 14 juli 2008 - 10:52

Først af alt, hvor gammel er du? spørger fordi du føler dig presset i forhold til tiden til at få børn/blive ´rask´/få det bedre :)

Jeg har selv diagnose på en blandet personlighedsforstyrrelse - det har jeg så været i behandling for siden jeg var 22 (jeg bliver 27 om et par mdr) og kan fortælle dig at jeg vil være mor .. jeg kan stadig have tvivl om jeg nu vil kunne finde ud af det, magte det osv. - men mon ikke alle kvinder går igennem de tanker uanset psykiske baggrund - selvfølgelig skal du og jeg tænke os om en ekstra gang, inden vi sætter et liv i verdenen, men jeg mener ikke at vi skal afskrive os at blive forældre på den konto.

Umiddelbart, som jeg læser det, så har du stadig noget behandling at skulle igennem for at blive stabil? stabil nok til at kunne tage helt vare på dig selv, så du også kan tage vare på en baby .. tag den tid, selv om jeg godt ved at det er svært at se alle "overhale" en - Jo mere du lære dig selv/din personlighedsforstyrrelse at kende, og lærer at tackle den, jo bedre bliver din fremtid, og et evt. barns fremtid.

Og ja det kan godt betyde at du må udskyde baby ønskerne, men jeg lover dig at det er det værd :)

Med hensyn til arbejde/fremtid/indtægt - hvis du ikke kan arbejde fuldtid, så kunne det være en ide at undersøge mulighederne for et flexjob, hvor du kan arbejde det du kan, og få supleret op i løn af kommunen (den lidt forenklte forklaring) jeg er selv ved at søge fleks, men det kommer desværre nok til at tage lidt tid.

De som vil forandre hele verden, kan med held starte i dens centrum, og begynde med sig selv.
- Piet Hein -


#5 JoEmilie

JoEmilie

    Permanent beboer

  • Medlemmer
  • 1.365 Beskeder:

Skrevet 14 juli 2008 - 11:54

Kender ikke til det du står i, men synes da ikke du skal presse dig selv blot fordi de omgangskreds får børn?

Hvis du ikke er klar så er det bare sådan, man skal jo heller ikke gøre noget bare for at gøre det...?

Eller har jeg misforstået dig helt?


Ja, du har misforstået mig lidt:)
Det er ikke fordi jeg lige pludselig føler et kæmpe pres, men i takt med at det begynder at gå op for mig, at der er meget lang vej til stabilitet og et nogenlunde ordentligt liv for mig, så frygter jeg selvfølgelig at jeg når at blive for gammel til at få børn. Og ja, jeg ved godt at mange får sent børn idag, men ville så gerne kunne være forholdsvis ung, når jeg har små børn.
Det er egentlig mest et pres jeg lægger på mig selv, men det gør det sgu ikke nemmere at håndtere:(

Min kæreste er 3 år ældre (omgangskredsen ligeledes 3-5), så gør det jo heller ikke nemmere at de er nået det længere både mentalt og fysisk.

Nu ville jeg heller ikke bare for børn for at få dem, men ønsker oprigtig børn, hvis ellers omstændighederne var til det. Og udsigterne til det er så langt væk, at jeg bliver frustreret og stresset.

#6 JoEmilie

JoEmilie

    Permanent beboer

  • Medlemmer
  • 1.365 Beskeder:

Skrevet 14 juli 2008 - 11:58

Jeg er helt enig med Joy_Lip.

Derudover, hvordan påvirker hhv. spise- og personlighedsforstyrrelsen dig i din hverdag?
Det er jo ikke selve forstyrrelserne, der skal gøres noget ved, men de problemer og forhindringer de skaber og forårsager for dig.

Ja, lige præcis Idzz_89. Det er alle de ting, der skal gøres noget ved. Jeg tænkte bare, at hvis jeg fik feedback fra nogle med en personlighedsforstyrrelse, så ved de hvad jeg taler om i grove træk:)

Jeg har haft anorexi, men er idag normalvægtig. Dog har jeg stadig et meget akavet forhold til mad og krop, som gør at det ikke ville være hensigtsmæssigt at involvere et barn i det. Jeg slås stadig meget med dårlige tankemønstrer og spisevaner, kan dog bare ikke tabe mig længere, så ja, det fylder alt for meget stadig.

#7 JoEmilie

JoEmilie

    Permanent beboer

  • Medlemmer
  • 1.365 Beskeder:

Skrevet 14 juli 2008 - 12:07

Først af alt, hvor gammel er du? spørger fordi du føler dig presset i forhold til tiden til at få børn/blive ´rask´/få det bedre :)

Jeg har selv diagnose på en blandet personlighedsforstyrrelse - det har jeg så været i behandling for siden jeg var 22 (jeg bliver 27 om et par mdr) og kan fortælle dig at jeg vil være mor .. jeg kan stadig have tvivl om jeg nu vil kunne finde ud af det, magte det osv. - men mon ikke alle kvinder går igennem de tanker uanset psykiske baggrund - selvfølgelig skal du og jeg tænke os om en ekstra gang, inden vi sætter et liv i verdenen, men jeg mener ikke at vi skal afskrive os at blive forældre på den konto.

Umiddelbart, som jeg læser det, så har du stadig noget behandling at skulle igennem for at blive stabil? stabil nok til at kunne tage helt vare på dig selv, så du også kan tage vare på en baby .. tag den tid, selv om jeg godt ved at det er svært at se alle "overhale" en - Jo mere du lære dig selv/din personlighedsforstyrrelse at kende, og lærer at tackle den, jo bedre bliver din fremtid, og et evt. barns fremtid.

Og ja det kan godt betyde at du må udskyde baby ønskerne, men jeg lover dig at det er det værd :)

Med hensyn til arbejde/fremtid/indtægt - hvis du ikke kan arbejde fuldtid, så kunne det være en ide at undersøge mulighederne for et flexjob, hvor du kan arbejde det du kan, og få supleret op i løn af kommunen (den lidt forenklte forklaring) jeg er selv ved at søge fleks, men det kommer desværre nok til at tage lidt tid.

Hej Panic-button.
Jeg er 26 år gammel. Min kæreste er 29 år og vennerne er mellem 29 og 32 år.

Du har helt ret. Jeg har stadig behandling tilbage, og vil heller ikke ødelægge det ved at blive gravid. Der er jeg slet ikke. Men man tænker selvfølgelig på, hvor man er om 1 år eller 2.
Og ja, så er jeg selvfølgelig pisse bange for, at hvis jeg sætter et barn til verden, så får det en personlighedsforstyrrelse, men siger hele tiden til mig selv, at min kærestes gener, jo også bliver en del af det barn:)

Ja, flexjob er helt klart en mulighed, og vi har hørt lidt om de forskellige muligheder der er for os fra behandlingsstedet, men jeg frygter jo, at skulle have økonomisk støtte mange år endnu eller resten af mit liv, og derved aldrig vil kunne komme til at tjene til at have en fornuftig økonomi, samt at skulle være underlagt deres regler, selvom man kan arbejde lidt. Åh, det er ulideligt at tænke på!

Men tusind tak for din respons. Det er rart at høre fra nogle, som kender til det.

Må jeg spørge hvilken form for behandling du har fået og evt. får?

#8 Panic-button

Panic-button

    Søvn er for slapsvanse!

  • Medlemmer
  • 36.864 Beskeder:

Skrevet 14 juli 2008 - 12:22

Hej Panic-button.
Jeg er 26 år gammel. Min kæreste er 29 år og vennerne er mellem 29 og 32 år.

Du har helt ret. Jeg har stadig behandling tilbage, og vil heller ikke ødelægge det ved at blive gravid. Der er jeg slet ikke. Men man tænker selvfølgelig på, hvor man er om 1 år eller 2.
Og ja, så er jeg selvfølgelig pisse bange for, at hvis jeg sætter et barn til verden, så får det en personlighedsforstyrrelse, men siger hele tiden til mig selv, at min kærestes gener, jo også bliver en del af det barn:)

Ja, flexjob er helt klart en mulighed, og vi har hørt lidt om de forskellige muligheder der er for os fra behandlingsstedet, men jeg frygter jo, at skulle have økonomisk støtte mange år endnu eller resten af mit liv, og derved aldrig vil kunne komme til at tjene til at have en fornuftig økonomi, samt at skulle være underlagt deres regler. Åh, det er ulideligt at tænke på!

Men tusind tak for din respons. Det er rart at høre fra nogle, som kender til det.

Må jeg spørge hvilken form for behandling du har fået og evt. får?


Giv dig selv et form for løfte - fx. at du vil se om det kan lade sig gøre at begynde at tænke på børn som 29 årig fx. .. måske det kan give lidt ro, at tænke på at du arbejder hen imod det, istedet for at tænke på at du har travlt .. meget kan jo nå at ske på fx. 3 år :)

Du må også huske på at en stor del af en personlighedsforstyrrelse er social arv - dvs. du og din kæreste jo kan gøre meget for at et barn ikke får samme problematikker, som os to .. vi har større risiko for at få et sårbart barn, men det er vi jo også beviste om, ikke :)
Min kæreste er typen, som bekymre sig, men ellers er en glad lille julegris, med meget få negative tanker .. håber at det gen kommer videre :lol:

Det er ulideligt at tænke på at man mere eller mindre er underlagt andre, i form af økonomi/regler m.m. ingen tvivl om det .. men vælg at se det fra den anden side, vi får muligheden for at arbejde det vi kan, få tilfredsstillelsen ved det, samtidigt med at vi kan bidrage økonomisk .. i mit forhold er det bestemt aldrig mig, som kan trække den store lønseddel hjem, men det har jeg efterhånden accepteret .. jeg vil bare gerne kunne bidrage med det, som jeg kan :)

Jeg blev tilknyttet en privatpraktiserende psykolog da jeg som 22 årig søgte hjælp.. der var jeg dybt angst og var meget svær at nå ind til, så der gik knapt et år, før jeg var klar til mere intensiv behandling, hvor jeg blev tilknyttet distriks psykiatrien, og fik ene samtaler der i ca 2-3 år .. jeg har så haft et "break" på knapt et år uden behandling pga flytning, men er igen kommet i behandling i en anden distriks psyk. denne gang i gruppe terapi med henblik på mine spiseproblematikker, forbyggende så at sige :) .. hvad der sker derefter, eller om der i det hele taget skal ske noget, ved jeg ikke - det kommer helt an på om de vurdere om jeg har mere, som de mener kan og skal arbejdes med. Umiddelbart tror jeg ikke at de tilbyder mig mere - jeg er stabil (uanset når jeg bliver presset og bliver stresset) og har så meget "terapi-erfaring" at de tvivler på at jeg kan bruge mere terapi til noget :)

De som vil forandre hele verden, kan med held starte i dens centrum, og begynde med sig selv.
- Piet Hein -


#9 Pussikat82

Pussikat82

    Fortabt

  • Medlemmer
  • 22.614 Beskeder:

Skrevet 14 juli 2008 - 12:32

Hej Panic-button.
Jeg er 26 år gammel. Min kæreste er 29 år og vennerne er mellem 29 og 32 år.

Du har helt ret. Jeg har stadig behandling tilbage, og vil heller ikke ødelægge det ved at blive gravid. Der er jeg slet ikke. Men man tænker selvfølgelig på, hvor man er om 1 år eller 2.
Og ja, så er jeg selvfølgelig pisse bange for, at hvis jeg sætter et barn til verden, så får det en personlighedsforstyrrelse, men siger hele tiden til mig selv, at min kærestes gener, jo også bliver en del af det barn:)

Ja, flexjob er helt klart en mulighed, og vi har hørt lidt om de forskellige muligheder der er for os fra behandlingsstedet, men jeg frygter jo, at skulle have økonomisk støtte mange år endnu eller resten af mit liv, og derved aldrig vil kunne komme til at tjene til at have en fornuftig økonomi, samt at skulle være underlagt deres regler. Åh, det er ulideligt at tænke på!

Men tusind tak for din respons. Det er rart at høre fra nogle, som kender til det.

Må jeg spørge hvilken form for behandling du har fået og evt. får?

Nu er det vist også ret nyt, at du har fået konstateret personlighedsforstyrrelsen? Det tager jo lige lidt tid at vænne sig til, at man er syg.
Det er forskelligt, hvor hårdt folk med personlighedsforstyrrelser er ramt. Nogle er invaliderede af det, mens andre kan komme til at leve et nogenlunde normalt liv med arbejde mv. Det er svært at sige, hvor du hører til endnu, da du jo lige har det fået konstateret, og der kan nå at ske meget i behandlingen, der kan hjælpe dig.
Men man må også være realistisk. Det er ikke sikkert, at du kommer til at have et almindeligt fuldtidsjob igen. Du kan arbejde hen imod at komme til at fungere så godt på arbejdsmarkedet som muligt. Men om det ender i et fuldtidsjob, flex- eller anden form for job, er jo ikke til at sige endnu. Du er dog sikret en almindelig indkomst, hvis du får et flexjob. Kommunen supplerer jo op til, hvad den almindelige løn vil være for det job. Ja gu er det da frustrerende ikke at kunne være uafhængig af kommunen, men hvis det betyder, at du kan få et godt liv, der gør dig mindre syg, er det så ikke værd at tage med??

Du snakker om gener... Set ud fra et udviklingspsykologisk perspektiv, hvilket er den mest fremherskende teori pt. inden for psykologien, ses udviklingen af personlighedsforstyrrelserne mest som et udslag af den miljøpåvirkning, man har været en del af. Hvordan man har oplevet verden, især i de første to leveår, påvirker, hvordan ens personlighed udvikles. Dvs. at vi ikke snakker om personlighedforstyrrelser som arvelige sygdomme, så som f.eks. kræft kan være det, men mere et udslag af, hvordan man er blevet påvirket i sin opvækst.
Derfor synes jeg ikke, du skal være nervøs for genetisk at levere noget videre til et kommende barn. Det handler mere om, hvad der sker, efter barnet er født. Hvordan kontakten til barnet er.
Nogle udviklingspsykologiske teorier mener, at hvis der er en stabil figur i barnets liv (f.eks. din kæreste), selvom det vokser op med en psykisk syg mor, vil barnet sagtens kunne vokse op og blive sundt mentalt. Altså ikke lide overlast.
Når det er sagt, synes jeg, det er en god ide, at du bliver lidt mere stabil, før I sætter gang i projekt baby. Du skal jo selv kunne holde til at blive mor :) Det sker forhåbentlig i forbindelse med din behandling over tid.

Hvis du vil læse mere om de udviklingspsykologiske teorier, jeg snakker om her, kan jeg anbefale:

Tina Wigen & Marianne Kierulff Reinholt: Selvet og dets forbundetheder. (om børn af psykisk syge forældre)

og

John Bowlby: En sikker base (om børns udvikling af tilknytningsmønstre)

Homer: Kids. From now on there are three ways of doing things:
the right way, the wrong way, and the Max Power way.
Bart: Isn't that just the wrong way?
Homer: Yes, but faster.

 Homer_zps1781c488.gif


#10 JoEmilie

JoEmilie

    Permanent beboer

  • Medlemmer
  • 1.365 Beskeder:

Skrevet 14 juli 2008 - 12:37

Giv dig selv et form for løfte - fx. at du vil se om det kan lade sig gøre at begynde at tænke på børn som 29 årig fx. .. måske det kan give lidt ro, at tænke på at du arbejder hen imod det, istedet for at tænke på at du har travlt .. meget kan jo nå at ske på fx. 3 år :)

Du må også huske på at en stor del af en personlighedsforstyrrelse er social arv - dvs. du og din kæreste jo kan gøre meget for at et barn ikke får samme problematikker, som os to .. vi har større risiko for at få et sårbart barn, men det er vi jo også beviste om, ikke :)
Min kæreste er typen, som bekymre sig, men ellers er en glad lille julegris, med meget få negative tanker .. håber at det gen kommer videre :lol:

Det er ulideligt at tænke på at man mere eller mindre er underlagt andre, i form af økonomi/regler m.m. ingen tvivl om det .. men vælg at se det fra den anden side, vi får muligheden for at arbejde det vi kan, få tilfredsstillelsen ved det, samtidigt med at vi kan bidrage økonomisk .. i mit forhold er det bestemt aldrig mig, som kan trække den store lønseddel hjem, men det har jeg efterhånden accepteret .. jeg vil bare gerne kunne bidrage med det, som jeg kan :)

Jeg blev tilknyttet en privatpraktiserende psykolog da jeg som 22 årig søgte hjælp.. der var jeg dybt angst og var meget svær at nå ind til, så der gik knapt et år, før jeg var klar til mere intensiv behandling, hvor jeg blev tilknyttet distriks psykiatrien, og fik ene samtaler der i ca 2-3 år .. jeg har så haft et "break" på knapt et år uden behandling pga flytning, men er igen kommet i behandling i en anden distriks psyk. denne gang i gruppe terapi med henblik på mine spiseproblematikker, forbyggende så at sige :) .. hvad der sker derefter, eller om der i det hele taget skal ske noget, ved jeg ikke - det kommer helt an på om de vurdere om jeg har mere, som de mener kan og skal arbejdes med. Umiddelbart tror jeg ikke at de tilbyder mig mere - jeg er stabil (uanset når jeg bliver presset og bliver stresset) og har så meget "terapi-erfaring" at de tvivler på at jeg kan bruge mere terapi til noget :)

Det kunne godt være, at det er det jeg skal forsøge mig med. Jeg må prøve a tage en pause og sige til mig selv, at jeg kigger på det om 2 år. Uh, men det er så svært:whine: Men jeg vil forsøge alligevel:)

Jo, jeg vil være rigtig opmærksom på det hos mit fremtidsbarn (:lol: ) og heldigvis er jeg også velsignet med sådan en kæreste som din. Tilgengæld kunne jeg frygte at jeg ville blive FOR opmærksom, så det kunne skade barnet. Men forhåbentlig hviler jeg mere i mig selv til den tid.

Hvis man så har et flexjob, og kun arbejder få timer og kommunen supplerer op, vil det så være et samlet beløb større end kontanthjælpen før skat på de ca. 9000kr eller vil man ikke kunne få/tjene mere?
Forstår du? Jeg forstiller mig at de bare supplerer op til hvad kontanthjælpen er og så giver det ingen økonomisk effekt at arbejde.

Det er også gruppeterapi jeg går i. Førhen har det været ene-samtaler hos psykolog, specialiseret i spiseforstyrrelse, og så psykiater, men endelig fik jeg dette tilbudt, og først nu har man fundet ud af hvad jeg "fejler":) Ikke underligt anti-depressive ikke har virket....jeg har jo ikke haft en depression:8:

Men jeg er virkelig glad for det sted jeg går nu, men 22 uger synes jeg ikke er lang behandlingstid. Jeg må se tiden ad:)