Gå til indhold

Billede
- - - - -

Saksens fødselsberetning - ekstra meget lang


  • Låst emne Emnet er låst
55 svar på dette emne

#1 denforsigtigesaks

denforsigtigesaks

    Fast Inventar

  • Medlemmer
  • 859 Beskeder:

Skrevet 15 maj 2006 - 19:17


Min beretning var for lang til et indlæg, så nu deler jeg over i to måske er der alligevel nogen, der når igennem :blushing: Men nøj hvor er det god terapi at skrive ned. Min kæreste har jeg forkortet med K.

Her kommer op til fødslen:
Jeg havde i nogle dage haft ondt i maven om aftenen, en pressende fornemmelse lige under ribbenene (som hvis man har spist for meget), og jeg aftalte med mig selv, at jeg ikke skulle spise så meget. Der var jo ikke så meget plads mere..
Tirsdag (d. 21. marts) - vi fik god osso buco - holdt det bare ikke op igen, da jeg gik i seng, tværtimod kunne jeg slet ikke falde i søvn for det. Jeg var nogle uger før blevet sendt til min egen læge af min jordmoder for tjek af blodtryk, selvom det ikke var for højt - bare anderledes og fordi jeg havde haft en streg æggehvidestof (protein) i urinen, men alt var fint. Dog skulle jeg holde øje med symptomer på svangerskabsforgiftning: hovedpine, synsforstyrrelser, pludselige hævelser. Så jeg tjekkede nu symptomer på svangerskabsforgiftning i graviditetsbogen og her stod smerter i mellemgulvet.
Jeg havde mega ondt og var generelt bare dårlig. Jeg vækkede min kæreste og ringede til vagtlægen (som min jordemoder havde sagt jeg skulle), som kom ud og kiggede til mig og ordinerede balancid mod mavesyre. Jeg holdt ud natten over og næste morgen (onsdag) havde jeg det godt, jeg følte mig mat i hele kroppen, men havde ingen smerter, så jeg tog i skole.

Om aftenen startede cirkusset igen, men jeg åd balancid og holdt ud hele natten. Kl. 5 faldt jeg i søvn og næste dag (torsdag) havde jeg igen ingen smerter, men jeg følte mig mat. Jeg gik ned til en veninde og blev klippet og ville tage i skole bagefter. Jeg var mærkelig, havde svært ved at sidde stille på stolen, mens hun klippede (det blev iøvrigt rigtigt pænt;) ), det trykkede i brystet, når jeg skulle sidde sådan. Hun tilbød mig yoghurt (det var jo mavesyre) og jeg sagde JA, jeg kunne ikke vente til hun var færdig. Jeg havde svært ved at snakke med hende, kunne ikke koncentrere mig. Jeg besluttede, at jeg ikke skulle i skole, men begav mig istedet hjemad. Det gik langsomt og aldrig har bakkerne i Århus været så stejle. Da jeg nåede til min hoveddør skulle jeg endda op ad trapperne til 3. sal. Det var hårdt. Heldigvis havde min kæreste tidligt fri den dag, og han kom hjem og passede mig. Om eftermiddagen startede smerterne igen, og jeg ringede til vagtlægen, som sagde, at jeg gerne måtte komme og blive tjekket, men at de nok ikke kunne gøre noget for mig, jeg skulle gå til egen læge næste dag. Tilsidst besluttede jeg mig for at tage derhen alligevel. Det gjorde ondt at gå ned ad trappen, det gjorde ondt at sidde i bilen. Lægen trykkede på mig og ordinerede stærkere syreneutraliserende medicin. Vi kørte på døgnapoteket. Jeg ventede i bilen, mens K hentede pillerne - folk var i byen, gik rundt udenfor og så smarte ud. De piller kostede 900 kr. og jeg spiste én, for de hjalp ikke. Jeg havde ondt hele natten.

Næste morgen (fredag) tog jeg til min læge, K havde fri og tog med. Hun målte blodtryk og urin, det var uændret. Alligevel sendte hun mig på Skejby til tjek. Jeg blev scannet - tøsen havde det godt - det kunne jeg godt have fortalt dem, hun sparkede så fint og bøvlede rundt derinde, jeg havde god kontakt med hende, så jeg var ikke bekymret. 1600 g blev hun skønnet til (31+5). Blodprøverne ville jeg få svar på senere - men kun hvis der var noget galt. Jeg følte mig overbevist om, at der ikke var noget galt. Sådan er det for det meste med mig, jeg har lidt symptomer, men de passer ikke med noget. Vi tog ud til mine forældre, så jeg kunne ligge på sofa derude, K havde nemlig en aftale. Vi drak te og spiste ostemadder, da Skejby ringede, at mine blodprøver viste skæve levertal og trompocytter (blodplader) - altså tegn på svangerskabsforgiftning. Havde jeg stadig ondt ville han indlægge mig til observation. Så K aflyste sin aftale og vi kørte hjem og pakkede nogle ting og ud på Skejby. På fødeafdelingen fik jeg taget blodprøver og kørt ctg, tøsebarnet havde det rigtig godt, det havde jeg ikke. Jeg havde så ondt, at jeg græd. Sygeplejersken trøstede, hun var sønderjyde, det var tydeligt. Jeg havde hverken for højt blodtryk, synsforstyrrelser, hovedpine eller hævelser, hvilket jeg kunne fortælle hver eneste læge/jordemoder/sygeplejerske, der spurgte. Kl. 22 kom lægen og bad mig faste, måske skulle hun hurtigt ud, jeg skulle have en lungemodnende sprøjte i låret.:8: Av for s..... den gjorde ondt, jeg græd, det hele kom pludseligt så tæt på. Det var for meget. Jeg bad K. ringe til englefisken, jeg var nødt til at høre om Mangos Alfred - at det kunne ende godt det hele. Kl. 24 fik vi svar på blodprøverne, de var ikke forværret, så det skulle ikke være i nat. Vi blev indlagt på barselsgangen, fik lidt mad og gik i seng.

Næste dag havde jeg det forbløffende godt, jeg fik en lungemodnende sprøjte mere og så gik vi ellers og ventede på at blive udskrevet, jeg havde det så godt. Kunne trække vejret helt frit og alting. Vores forældre ville besøge os, men jeg syntes det var åndssvagt, vi kom jo hjem om lidt. Kl. 14 kom lægen og sagde, at mine blodprøver så bedre ud, desværre kunne de ikke regne med dem, pga. den lungemodnende sprøjte, det kunne også være årsagen til, at jeg havde det så godt. Jeg skulle regne med at være indlagt til tirsdag. K tog hjem og hentede flere ting, og vores forældre kom på besøg - meget bekymrede. Vi blev bange K og jeg, jeg gik og holdt på min mave og forberedte mig på at skulle sige farvel til den. Jeg nød hvert eneste spark og vi tog billeder af den. Vi læste om svangerskabsforgiftning, for tidligt fødte børn og om kejsersnit i graviditetsbogen. Kapitler jeg aldrig havde læst. Det var ikke opløftende læsning.

Søndagen gik lige sådan. Vi var på rundvisning på neonatalafdelingen. Sygeplejersken snakkede til os som om vi kom derop lige om lidt :forvirret jeg var rystet og bange, og da vi kom tilbage græd jeg. Hun skulle ikke komme nu, hun skulle blive derinde, jeg måtte holde ud, så hun kunne blive derinde. Hvad var det, jeg havde gjort forkert siden min krop ikke ville have min baby mere? Jeg havde ikke gjort det godt nok. Jeg havde haft en tanke om, at hvis hun kom tidligt, ville jeg ikke skulle nå så mange ting her i foråret, så ville jeg blive nødt til at skære alt fra og kun koncentrere mig om barnet. (Du ved, den slags tanker vi talte om Sabai, som man får så dårlig samvittighed over og skynder sig at smide væk). Tænk at jeg kunne tænke sådan, at jeg kunne lægge ansvaret for mit liv over på mit barn. Jeg tænkte, at nu kunne jeg lære det, så kunne jeg have ladet være med at tænke så grimt. Jeg græd over, at det ikke ville blive en rigtig fødsel/start, at det for andre ikke ville tælle som "rigtigt". Jeg græd over, at jeg ikke skulle være gravid mere, over at jeg ikke skulle føde almindeligt, over at jeg skulle være adskilt fra mit barn efter fødslen, over at K skulle tage sig af både mig og barnet - og sig selv. Over at vores barn skulle have sådan en hård start og skulle flås ud på den måde uden en eneste ve til advarsel.
I løbet af eftermiddagen søndag kunne jeg mærke i brystet, at det begyndte igen. Jeg begyndte at indstille mig på, at jeg ville få ondt, og det faktisk ville ende med kejsersnit.
Om aftenen bøvlede hun rundt derinde, hun var meget aktiv og jeg tænkte, at det måtte være min afsked med hende, som værende inde i min mave. Hun vendte sig rundt og jeg fik high five gennem maveskindet:lun: - meget tydeligt og bekræftende. K mærkede hende for første gang meget tydeligt - hun stemte imod maveskindet og han fik også en glidende bevægelse i håndfladen - han var helt forbløffet - "har det været sådan hele tiden?". Vi nød det sammen. K var desuden blevet ekspert i ctg i løbet af de sidste par dage - han fandt hjertelyden lynhurtigt og vidste præcis hvor meget der skulle trykkes og vippes, han havde en rigtig god fornemmelse for hende derinde. Vi talte om om forløbet kunne have været anderledes, om det kunne være opdaget før, og vi blev enige om, at det var godt, der var gået nogle dage, fordi vi så også vandt lidt tid. Jeg var nu 32 fulde uger henne i forhold til tirsdag og vi havde fået et par dage til at vænne os til tanken om, at det kunne være nu. I løbet af aftenen fik jeg sværere og sværere ved at trække vejret, nogle var i færd med at bygge et bjerg af mursten på mit bryst.
Andrea 27. marts 2006

#2 denforsigtigesaks

denforsigtigesaks

    Fast Inventar

  • Medlemmer
  • 859 Beskeder:

Skrevet 15 maj 2006 - 19:18

Natten til mandag d. 27.03 får jeg mere ondt, jeg vågner af det kl. 4.30 og prøver at sove igen. Jeg går ud og tisser - drikker lidt - ser text-tv, men jeg kan ikke finde ro, så jeg vækker K, han er forsovet og omtumlet og kommer over til mig i sengen. Det hjælper lidt at ligge i ske. Jeg sover en time mere. Så bliver det for varmt, og jeg synes han maser mig, han trykker på min brystkasse med sin krop. Jeg har svært ved at trække vejret roligt, men forsøger at slappe af og prøver at sove/falde til ro.
Jeg trækker i snoren, har ondt. Nattevagten kommer og tager mit blodtryk som ser fint ud, men jeg ved, at det er højere end aftenen før. Hun vil informere lægen og trækker den til vagtskiftet. Jeg er sulten og får K til at hente lidt, jeg får et halvt rundstykke ned og lidt appelsinjuice.
Jeg ser text-tv, det er den første forårsdag står der, og storken er kommet. Jeg tænker, at det er fordi den kommer med min pige i dag.

Kl. 8 kommer der én og tager blodprøver. Jeg begynder at jage med K, jeg synes han skal få pakket vores ting sammen, gå i bad, få noget at spise, gøre klar. Jeg har brug for han reagerer, men han er træt og alt for lang tid om at forstå, det er ved at være nu. Dagsygeplejersken kommer, hun er god, hun spørger til mine smerter på en god måde, det er nemt at svare, og hun går direkte op og taler med lægen og vender så tilbage. Hun siger, de venter på blodprøvesvarene, og hun vil gerne fortælle os om kejsersnit, mens ctg’en kører. Det er svært at ligge stille. Hun har arbejdet på neonatal og får mig overbevist om at 32+1 er rigtig fint, og at hun vil klare sig godt. Lægen kommer tilbage sammen med sygeplejersken efter en time, jeg har så ondt. Det er svært at ligge stille, jeg trækker vejret hurtigt, det gør så ondt at trække det ind og at puste ud. Jeg sveder, så det løber af mig.
Lægen og vi aftaler kejsersnit i dag kl. 15. Sygeplejersken dirigerer lidt med K, sender ham i bad og til at få lidt mad. Han er forvirret og efterhånden også bange.
Sygeplejersken siger, jeg skal kalde, når det bliver værre, jeg har svært ved at bedømme graderne i smerterne, jeg prøver bare at holde dem ud. Omkring kl. 11 tager de nye blodprøver, det er skide irriterende, så lad mig dog være, jeg kan ikke flytte på mig, det gør så ondt.
Kl. 12.15 ringer jeg, jeg kan ikke klare mere, jeg føler mine lunger er ved at kollapse under et læs mursten, og at min lever er ved at grave sig ud med skarpe kanter. Det er den slags smerte, som hvis man cykler i frostvejr og får kold luft ned i lungerne. Sygeplejersken kommer, hun har allerede flyttet kejsersnittet til kl.13, selvom jeg så ikke er fastende.

De vil begynde at gøre mig klar. De forsøger at lægge drop, men kan ikke, mine blodkar har trukket sig sammen. Det gør møgondt, og jeg kan ikke ligge på den måde de vil have, og ligge stille. De tilkalder narkoselægen, som også forsøger flere gange, han slår på mine blodårer - hårdt, og det giver "genklang" i hele min krop, helt ned i maven på mig. Av da han stikker i pulsåren, av over det hele.
Jeg begynder at ryste voldsomt i benene, jeg kan ikke kontrollere det, jeg kan se K bliver bange. Sygeplejersken giver ham anvisninger, han skal ikke ae på mig, men holde på mig.
Vi skal vente på en portør, da han kommer kører han så sengen ryster og hopper, det gør så ondt. I elevatoren er en dame, som skal ned, vi skal op. Jeg kan høre/mærke K og portøren udveksler gensidige suk ("ja det er træls det her"). Vi kører på observationsstuen, de giver mig magnesium i droppet, det svier i hele min arm op til skulderen, min mund bliver varm, jeg bliver varm i fødderne, det brænder i skridtet, jeg ryster og har ondt i maven, forsøger at trække vejret. Hvad er det der sker?:( :forvirret
De har alle sammen travlt med slanger, apparater, computere. De siger magnesiummet skal hjælpe på min mave, det gør den ikke (bagefter får jeg at vide, at den skal modvirke kramper). K er væk, jeg kalder på ham – højt - vil ikke risikere, han ikke kan høre mig første gang, jeg skal bruge så meget luft for at råbe, det gør ondt at trække det. Han kommer og holder mig i hånden. Der er ikke så mange mennesker ved sengen mere, jeg kan høre, de taler om mig lidt væk. Vi skal vente på blodprøvesvarene, de skal tjekke, at jeg kan klare bedøvelsen. Jeg tænker kun på, at smerten skal gå væk.

Endelig kører vi, der er heldigvis ikke langt. Jeg skal flyttes fra sengen over på operationsbordet, bordet er smalt og hårdt, og det gør mere ondt at ligge dér. K snakker med jordemoren, hun er god. De skal noget inden de vil have mig op at sidde, de siger jeg godt kan ligge ned imens de lægger rygmarvsbedøvelsen, men jeg vil hellere have det hurtigt overstået, og bestemmer jeg vil sidde op. Det gør ondt at sætte sig op, men jeg skal, lige om lidt skal det være overstået. Jeg skal sidde med benene ud over kanten og hvile fødderne på en skammel. Det er den forkerte skammel, jeg får en anden, der er højere, det gør ondt at skifte skammel, det gør ondt at sidde op. Jeg skal hvile albuerne på en pude, der hviler på mine knæ, men puden kan ikke nå fra knæ til knæ, for jeg må sprede benene, så maven kan være der. K sidder på en skammel lige ud for mig, han holder puden og holder mig i hænderne. Han ser bange ud. En sygeplejerske støtter mig, jeg læner mig mod hende, hun holder mig på panden. Hun siger jeg skal krumme ryggen, jeg kan ikke, for det gør ondt i maven lige dér. De vipper operationsbordet bagud - hun støtter mig. Jeg siger, de skal sige, når de stikker. Hun siger det højt for mig. Jeg får lokalbedøvende i ryggen, det gør ondt, jeg får det 6 eller 8 steder. Det jager i hele ryggen, men begynder så at snurre. Narkoselægen fra før skal lægge kombineret spinal og epidural-blokade, han stikker og stikker (K har senere fortalt, at det løb ned ad ryggen på mig - blodet altså) det gør ikke meget ondt, men jeg er bange og det føles mærkeligt. En anden narkoselæge må til, de taler alvorligt sammen, jeg kan ikke se, hvad de laver. Jeg er bange.
Sygeplejersken, der holder mig, hjælper mig med at trække vejret. Det er svært med murstenene. Jeg tænker, at det her er min "fødselsvejrtrækning". Jeg må forsøge at gøre, som jeg havde forestillet mig, jeg ville under fødslen. Jeg prøver at huske psykisk åndedræt fra de par gange jeg var til før-fødsels-yoga, jeg gør det ikke rigtigt, men jeg får et system, der hjælper - hun roser og støtter mig. Den anden narkoselæge stikker mig uden at have sagt det, jeg var ved at skifte stilling fordi mit ben blev mast af et armlæn, og jeg er helt uforberedt. Jeg orker ikke at skælde ud, men det gør sygeplejersken, der holder mig. Hun er min "ambassadør", det er rart. Jeg tænker, at nu skal det overstås og prøver at huske alle instrukser på én gang. Det lykkes, de får den lagt.
Jeg skal ned og ligge igen, det er svært, for det gør ondt, og jeg kan ikke styre mine ben. Det snurrer i kroppen, det føles som at blive bedøvet hos tandlægen, bare i hele kroppen. De lægger kateter og farver mig gul. K fortæller senere, at de også tørrer mig i skeden med nogle vatkugler.
Jeg tænker - det her er min fødsel, jeg skal føde, vi skal se vores lille tøsebarn om lidt, det er helt fantastisk og lidt euforisk. K sidder ved mit hoved, nu på den anden side. Han er lidt langt væk, jeg beder ham komme tættere på, så jeg kan se hans ansigt. Han ser så dejlig ud, næsten smuk tror jeg:lun: , han har grøn operationshue på. Jeg har ikke så mange smerter, vi snakker sammen, vi skal se vores lille tøs. Vores. Nu er det nu, det er stort. Han ser så glad ud.
De har hængt en skærm op, jeg har ilt i næsen og armene ud til siden. K holder den ene hånd, en stor narkosesygeplejerske med fuldskæg står på den anden side og har en fast hånd på min skulder. Han fortæller hvad de vil gøre: først åbne, så rive muskler over, så presse barnet ud. Jeg er klar.
Jeg kan mærke de skærer - det gør ikke ondt, jeg fortæller K, hvordan det føles. De river i mig - det er lidt væmmeligt, men det gør ikke ondt og jeg er ikke bange (K siger bagefter, at man kunne høre det, det ved jeg ikke). Jeg beder den store sygeplejerske fortælle, når de presser hende ud, det gør han, men jeg er ikke i tvivl. På den anden side af forhænget siger de: "Så er hovedet ude, kom så lille ven, nu skal du ud." (K siger senere, at hun skreg lidt, da hun kom ud, det kan jeg ikke huske). De trykker øverst på min mave og rundt over det hele. Jeg kigger på K, det er stort, vi smiler. Nogen holder en bylt med et fint lille hoved med store mørke øjne, så jeg kan se. Dér er hun. K kysser mig og går med babyen ud ved siden af, jeg minder ham om at tage billeder. De må ikke være for hårde ved hende, jeg siger det til dem.
Den store sygeplejerske er hos mig, jeg føler mig tryg. På skift kommer de alle sammen hen og siger tillykke, det føles lidt underligt, men dejligt. Den er ikke helt trængt ind.

Sygeplejersken fra bedøvelsen kommer ind og siger hun er så fin, har det godt og ligger og laver high five til narkoselægen - nøjagtig som i min mave aftenen før.:klap: Jeg græder ikke, jeg er glad, jeg er lettet og har ikke så ondt i leveren. De er færdige med at sy og klipse, armlænene bliver fjernet og jeg skal over i en anden seng. Operationsbordet er smalt og mine arme skal jeg holde på brystet, jeg kan ikke, for jeg har stadig et læs mursten på brystet. Det syrer i armene, jeg ryster, synes pludselig jeg er ved at falde ned.:( Jeg er bange, har ondt i brystet. Den store sygeplejerske har godt fat da de løfter. Jeg får dyner og tæpper på, men jeg ryster og mine arme føles som om de er ved at falde ned, selvom jeg nu ligger i sengen.
De kører mig til observationsstuen. Det går stærkt. Der er mange mennesker. Narkoselægen er der og nye sygeplejersker. Jeg ryster og ryster og har så ondt i brystet, jeg kan ikke trække vejret. Jeg har så ondt, at jeg ikke kan ligge stille, men jeg er bedøvet og ligger bomstille. Alle har så travlt, sætter slanger i, taler sammen, trykker på en computer – taster ting ind. Jeg har det så skidt, jeg ryster og har ondt og kan slet ikke være der. Jeg tænker på babyen, men kan ikke rigtigt alligevel. Smerten skal gå væk. K er hos hende, det er godt.
Jeg vil have min mor, hun skal komme og holde mig og stryge mig, så jeg kan falde til ro. Den store sygeplejerske er væk. Jeg ryster helt vildt, og mine arme kan jeg ikke lægge i madrassen, de falder ned føler jeg. Der er ikke så mange mennesker mere, en narkosesygeplejerske kommer med et opvarmet tæppe, som jeg får på mellem det andet tæppe og dynen. Min mund er helt klistret sammen, og de fugter den med en svamp. Jeg tænker, jeg skal koncentrere mig om at slappe af, jeg skal fokusere og trække vejret. Jeg prøver at slappe af i ryggen og armene selvom det føles som om der kommer mursten op af madrassen og trykker mig i ryggen/brystet. Sygeplejersken spørger hvor jeg har ondt. Nu kan de endelig tage sig af mig. Hun justerer i computeren og holder på min venstre arm, som svier og gør ondt helt op i overarmen (det er magnesiummet). Det hjælper når hun trykker stille på den, næsten så godt som hvis det var mor.
Jeg ryster ikke mere, har kun ondt i brystet. Jeg sover lidt ind imellem rigtig tungt, men vågner også. Kl. er ca. 15.30.
K kommer ind, jeg kan høre det er ham, der åbner døren. Han ligner en kæmpe julegave i ansigtet. Hans øjne smiler og munden vender opad hele tiden selvom han snakker. Jeg hører, hvad han siger, men hører det ikke rigtigt. Der er ikke så mange mursten på brystet mere og heller ikke i madrassen. Han har et billede med – min lille tøs, er det hende? Ja det er det. Jeg græder ikke, hun ser fin ud, utilfreds, mem med en stor fin babymave, navlestrengen, fine hænder, en stor fin mund, fosterfedt i revnerne og gode folder med plads til at udvikle lårbasser som sin mor…
K fortæller, at hun har det godt, at hun har temperament og havde givet personalet kamp til stregen, da de ville give hende elektroder på. Det er godt hun protesterer. Hun har klemt hans finger og han har sunget for hende, så hun kunne høre hans stemme. Jeg er lykkelig, men græder ikke. Han kysser mig og går ud og ringer til vores forældre. Jeg sover. Han er længe væk – de vil gerne høre det hele selvfølgelig, men jeg bliver urolig, når jeg ikke ved, hvor han er. Jeg sover. Endelig kommer han. Han fortæller, hvad de alle har sagt. Han er så glad, jeg er så træt.
Han går og får lidt mad og går over til tøsen. Sygeplejersken justerer på computeren, så der er endnu færre mursten på mit bryst. Jeg beder hende hænge billedet op på min dropstang. Jeg sover.

Da jeg vågner, beder de mig vurderer mine smerter på en skala fra 1-10 igen, den er 2, før 8. Jeg begynder at få ondt i såret plus noget der føles som plukveer, hun siger det kan være efterveer og trykker mig på livmoderen – av. Men smerten i brystet er væk, der er kun mursten, når jeg skal sige lange sætninger. Sygeplejersken siger det nok er muskulært og ikke længere min lever. Det beroliger mig. Jeg græder, jeg spørger, hvornår jeg kan se min pige, hun siger det kommer an på mine blodprøver, men at jeg nok skal få hende at se, inden jeg skal sove i nat. De ringer på neonatal og spørger hvordan hun har det, det er rigtig dejligt at få nyt. Kenn kommer og jeg får saft at drikke, der bliver bestilt mad som kommer ind på en vogn med fødselsdagsflag. Ristet brød med marmelade og ost. Jeg spiser to med smør og marmelade, vi fejrer vores datter. Vi snakker om, at vi skal holde et-årsfødselsdag om et år. Vi hygger os, K er så glad, han viser mig billeder af tøsen på kameraet, jeg hyler lidt. Han går over til hende, så han kan nå at se hende inden deres vagtskifte-pause kl. 22.30. Da han kommer tilbage tager han en lur i hvilestolen. Jeg sover også lidt.

Kl. 23.15 begynder K og sygeplejersken at pakke mine maskiner sammen, de vil køre mig over til tøsen og vil ikke vente på blodprøvesvarene. Jeg glææder mig, jeg skal se min datter. Svarene kommer lige inden vi går og det ender med at de kobler maskinerne fra, for vi må komme ned på vores gamle stue og sove, når vi har set tøsen. K er træt træt, jeg er opstemt.
Vi kører på gangen med portøren, der er natlys og helt stille og øde på gangene. Jeg skal se min pige!
Jeg bliver kørt hen til kuvøsen, jeg kan kun se en kind og en hånd, for hun har c-pap i og hue på, og der er masser af dyne rundt om hende, men jeg er hos hende og jeg kan dreje min arm så meget, at jeg kan røre ved hendes hånd. Den er helt blød og varm og glat. K er træt, han næsten står og sover. Jeg er træt. Det gør ondt i såret, når jeg græder. Vi kører ned på stuen, klokken er 01 og vi sover som to sten.
Andrea 27. marts 2006

#3 Mowzling

Mowzling

    Debatoholiker

  • Medlemmer
  • 3.895 Beskeder:

Skrevet 15 maj 2006 - 19:25

tak for den super rørende beretning ..

og det er dejligt at Andrea har det godt :)

klem

Todi 220506 kl 04.16 3975g og 55 lang
Niece Silje d. 200207 kl 19.51 3690g og 52 lang
Niece Tillie d. 190609 kl 02.30 3850g og 52 lang


#4 Erinka

Erinka

    Søvn er for slapsvanse!

  • Medlemmer
  • 30.210 Beskeder:

Skrevet 15 maj 2006 - 19:33

Sikke en fantastisk beretning, hvor beskriver du det smukt og levende :whine: :lun: :)

Og hvor er det dejligt at jeres lille pige har det godt og trives.

Tillykke med hende:)

Cats in the cradle


#5 queennefertiti

queennefertiti

    Afhængig

  • Medlemmer
  • 29.695 Beskeder:

Skrevet 15 maj 2006 - 19:38

Tak fordi du ville dele det. Virkelig smuk beretning. Sidder helt med tårer i øjenene.
Mange gange tillykke med jeres datter. :)

#6 Strandmus

Strandmus

    Tastaturslave

  • Medlemmer
  • 15.482 Beskeder:

Skrevet 15 maj 2006 - 19:42

Tak for en fantastisk beretning, du er en rigtig sej pige :)

Hvor stor var lillepigen? Og hvordan går det med hende nu?
Rosa - August 2005
Julius - August 2007

#7 denforsigtigesaks

denforsigtigesaks

    Fast Inventar

  • Medlemmer
  • 859 Beskeder:

Skrevet 15 maj 2006 - 19:49

tak skal i have:) hun var 46 cm og 1650 g. idag er 7 uger gammel og vejer omkring 2700 g. jeg ville ikke gøre den endnu længere med billeder, men så pyt, siden i nu spør'..:-P

billedet er fra igår
Andrea 27. marts 2006

#8 misse1978

misse1978

    Monster poster

  • Medlemmer
  • 10.060 Beskeder:

Skrevet 15 maj 2006 - 19:52

ej,! hun er nuser
Opnå indre harmoni :engel: & andre mennesker vil blive dét krydderi du synes er ekstra dejligt at have i dit liv. Elias og Sofia - De bedste krydderier jeg kunne forestille mig:lun:

#9 sneperlen

sneperlen

    Debatoholiker

  • Medlemmer
  • 3.048 Beskeder:

Skrevet 15 maj 2006 - 19:52

Tak for en meget beskrivende og levende beretning. Jeg sidder lige og tuder lidt. :whine:

Og stort tillykke med hende. Hvor er hun bare smuk. :lun:
Mine dejlige forårsbørn
19/4 2005 :lun:
24/4 2007 :lun:
8/4-2010 :lun:

#10 Erinka

Erinka

    Søvn er for slapsvanse!

  • Medlemmer
  • 30.210 Beskeder:

Skrevet 15 maj 2006 - 19:53

tak skal i have:) hun var 46 cm og 1650 g. idag er 7 uger gammel og vejer omkring 2700 g. jeg ville ikke gøre den endnu længere med billeder, men så pyt, siden i nu spør'..:-P

billedet er fra igår


Sikke en dejlig lille prinsesse :lun: :love:

Cats in the cradle