Gå til indhold

Billede
- - - - -

Når kærligheden brister...Hjælp! (langt)


  • Låst emne Emnet er låst
11 svar på dette emne

#1 TTC-MaFia

TTC-MaFia

    Erfaren

  • Medlemmer
  • 198 Beskeder:

Skrevet 14 juni 2005 - 15:53


På det sidste er det gået enormt skævt mellem kæresten og jeg. - Idag har vi års dag. Han skal spille fodbold med sine arbejdskolleger, selvom han for lang tid siden
havde lovet at vi idag skulle noget specielt og mindeværdigt sammen. Det bliver ikke til noget - jeg skal være alene hjemme.
Han er ikke længere den samme person som jeg forelskede mig i, ellers er jeg ikke længere den person som forelskede sig i ham.

Problemet ligger i, at vi igennem vores forhold har haft så mange problemer som vi ganske fint har tacklet med fælles hjælp! Vi har igennem hele forholder
kunnet snakke om alt mellem himmel og jord. Nu, når jeg prøver, at fortælle ham om noget jeg mener er et problem eller jeg er ked af noget og har brug for
at snakke, fejer han mig bort.
Igår spurgte jeg af ren nysgerrighed hvordan han mente vores forhold var nu - en evaluering fra hans side - og han pjattede sig fra det.

Han arbejder hver dag fra kl 8 til 19 og når han kommer hjem sætter han sig foran pc'en og spiller med hans venner og snakker med dem over et program der hedder
Ventrilo. Siger jeg til ham, at jeg synes det er trælst at jeg altid skal være alene, mener han jeg er hysterisk. Vi snakker virkelig sjældent sammen og virkelig sjældenty
snakker vi dybt som vi plejede - vi plejede at kende hinanden virkelig godt, efterhånden synes jeg bare vi falder fra hinanden.

Jeg tænkte i starten, at måske havde han brug for lidt albuerum, så i mine fridage tog jeg hjem til min familie og besøgte dem - da jeg kom tilbage var tingene uændret.
Han havde endda glemt, at jeg kom hjem og kom for sent da han skulle hente mig fra bussen.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om hvor vidt han elsker mig. Det har jeg aldrig været - jeg er i tvivl om hvor vores forhold fører hen.
Min søster har sagt til mig, at jeg skal tænke, virkelig tænke - men ikke så meget at jeg opgiver forholdet - over om det er noget jeg vil være i.
Om jeg har lyst til at blive ved når jeg bliver så ked af det hele tiden. Hun fortalte mig, at vores ældste søster og mor begge havde spurgt hende om jeg nu også var ok,
for jeg var så mærkelig. og jeg er mærkelig for tiden - jeg er dybt ulykkelig. Hvert sekund jeg er alene græder jeg, hvert sekund jeg tænker på alt det mig og min kæreste
plejede at være, så føler jeg mig håbløs.

Han er så svær at forstå, for nogle gange bliver han i korte øjeblikke den dejlige mand jeg elsker så ufattelig højt. Og jeg hader mig selv for, at have de tanker jeg har...
Min kærlighed.. det føles som om den er på retur. Når han græder, græder jeg ikke længere med ham. Når jeg gør ham ondt, gør det ikke længere nær så ondt på mig.

Vi har været sammen længe (de sidste 3år) så det er ikke nyforelskelsen! Han forstår mig ikke længere.. ikke et ord af hvad jeg siger forstår han.
Måske er det mig der har forandret mig.. måske er det ham.
Jeg får tårer i øjnene når jeg tænker på de nætter vi har grinet og pjatter, snakket virkelig dybt sammen - alle de ting vi aldrig mere gør. Alle de minder og dage som
jeg ville gøre alt for at vende tilbage til.

Mit forhold gør mig ked af det, men min kæreste er lykkelig, siger han. Jeg vil ikke sårer min kæreste, men jeg sårer mig selv.
Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre længere.. Jeg vil blive og skride.

Jeg er bange for, at jeg gør mit livs største fejltagelse ved at forlade ham, men jeg er også bange for at jeg gør det samme hvis jeg bliver...

#2 Corney

Corney

    Erfaren

  • Medlemmer
  • 118 Beskeder:

Skrevet 14 juni 2005 - 16:11

Hvis det ikke nytter at snakke om tingene - så skriv et brev til ham.
Bed ham om at læse det hele igennem - enten imens du er tilstede eller når du ikke er der, lad det være op til ham.
Sørg samtidig også for at få flettet ind flere gange at du elsker ham, og at det du skriver er DINE følelser og sådan som DU oplever det - og pas for Guds skyld på med at være bebrejdende eller anklagende, det kommer der ikke noget ud af.
Hvis han efterfølgende ikke er indstillet på at gøre noget ved tingene, må du gøre op med dig selv - ikke om du elsker ham - men om du vil blive ved at leve sådan...

Er svaret nej, så er der ingen anden udvej end af en af jer går...

Held og lykke med det hele...
Vær den du er, det kan INGEN andre gøre bedre...

#3 Moenbeer

Moenbeer

    Fastgroet

  • Medlemmer
  • 12.914 Beskeder:

Skrevet 14 juni 2005 - 16:27

I er vokset fra hinanden. Jeg ville hive mine telt pløkker op og skride på stedet :)
PANZER VOR!!!

#4 TTC-MaFia

TTC-MaFia

    Erfaren

  • Medlemmer
  • 198 Beskeder:

Skrevet 14 juni 2005 - 16:43

I er vokset fra hinanden. Jeg ville hive mine telt pløkker op og skride på stedet :)

Ja du har nok ret.- Men for pokker hvor er det svært når det lige pludselig kommer til stoppestedet!

#5 Moenbeer

Moenbeer

    Fastgroet

  • Medlemmer
  • 12.914 Beskeder:

Skrevet 14 juni 2005 - 16:46

Ja du har nok ret.- Men for pokker hvor er det svært når det lige pludselig kommer til stoppestedet!



Been there, done that.... :ae:
PANZER VOR!!!

#6 Bams83

Bams83

    Permanent beboer

  • Medlemmer
  • 1.282 Beskeder:

Skrevet 14 juni 2005 - 16:48

Hvis det ikke nytter at snakke om tingene - så skriv et brev til ham.
Bed ham om at læse det hele igennem - enten imens du er tilstede eller når du ikke er der, lad det være op til ham.
Sørg samtidig også for at få flettet ind flere gange at du elsker ham, og at det du skriver er DINE følelser og sådan som DU oplever det - og pas for Guds skyld på med at være bebrejdende eller anklagende, det kommer der ikke noget ud af.
Hvis han efterfølgende ikke er indstillet på at gøre noget ved tingene, må du gøre op med dig selv - ikke om du elsker ham - men om du vil blive ved at leve sådan...

Er svaret nej, så er der ingen anden udvej end af en af jer går...

Held og lykke med det hele...



Det tror jeg også er den bedste løsning for hvis det ikke hjælper at snakke med ham, må du skrive et brev til ham .. og hvis han ikke ændre sig tror jeg osse at du er nødt til at gå fra ham, inden at du går helt ned over det.
:love: Prinsessen 07-04-07:love:

:love: 09-06-07 :love:

#7 TTC-MaFia

TTC-MaFia

    Erfaren

  • Medlemmer
  • 198 Beskeder:

Skrevet 14 juni 2005 - 16:56

Det vbare alle de tanker man har...


jeg vil ikk såre ham eller gøre ham ondt, men skal prisen for hans lykke være min egen?

Tingene gør ikke så ondt mere. Jeg er ligeglad med om han er hjemme idag, selvom det er vores månedsdag. Det rører mig egentlig ikke.

Det eneste der rører mig, er at jeg ikke vil sårer mig. Er jeg mon stadigvæk i forholdet fordi jeg er bange for at sårer ham?

Jeg elsker ham, ingen tvivl, jeg føler bare ikke jeg kan være i et forhold med ham.

#8 redhotpoker

redhotpoker

    Aktiv

  • Medlemmer
  • 67 Beskeder:

Skrevet 14 juni 2005 - 17:50

Uhm, nu har jeg været på den anden side af hegnet i det du beskriver der.


Kvinder vil snakke meget mere om deres forhold end mænd vil. Nogen gange bliver man faktisk røvtræt af at forholdet skal reevalueres hvert andet øjeblik.

Det er faktisk ret nemt at genkende, hvis man kender tegnene. Der opstår en ny krise i forholdet hver 14. dag. Og hvis der ikke gør, bliver der opfundet en til lejligheden.
(I begyndelsen troede jeg at det var menses, men efter at have regnet på det fandt jeg ud af at det skete lidt for tit...)


Og så flygter man.
Begynder at bruge mere og mere tid sammen med vennerne, på sine hobbies, og på at gå i byen, fordi hende derhjemme aldrig har andet at byde på end nye skænderier. At det selvfølgelig bare gør det hele endnu værre, det formår man let og elegant at overse. (Man er trods alt hankøn.)

<edit>
Og det er selvfølgelig ubevidst. Man tænker ikke "jeg gider ikke være sammen med hende". Det er mere "hvorfor må jeg aldrig være sammen med mine venner. Jeg vil da ikke opgive dem helt bare fordi vi er kærester.", mens man bruger mere tid på dem end på hende. Det kan man bare ikke se før bagefter.
</edit>


Og den der med at slå det hen med en joke, det kender jeg også godt. Fordi man simpelthen ikke gider at skulle diskutere de dybe aspekter i forholdet hver eneste gang man er sammen med hende.


Mit råd.

1. Slå op og kom videre.

2. Eller giv ham fred for skænderierne et par uger, og tag så den snak stille og roligt, og se om det ikke kan løse sig. Det er ret sjældent at et forhold bliver bedre af at éen part indrømmer sine fejl, mens den anden part bliver ved med at té sig som en psycho.


Held og lykke med det hele. :)
Uddrag fra Michael Jacksons nye bog om børneopdragelse:
"En endefuld i ny og næ er helt i orden, men hvis junior får for ondt i hånden skal man stoppe..."

#9 vibbsen

vibbsen

    Heltidsposter

  • Medlemmer
  • 9.858 Beskeder:

Skrevet 15 juni 2005 - 10:44

Uhm, nu har jeg været på den anden side af hegnet i det du beskriver der.


Kvinder vil snakke meget mere om deres forhold end mænd vil. Nogen gange bliver man faktisk røvtræt af at forholdet skal reevalueres hvert andet øjeblik.

Det er faktisk ret nemt at genkende, hvis man kender tegnene. Der opstår en ny krise i forholdet hver 14. dag. Og hvis der ikke gør, bliver der opfundet en til lejligheden.
(I begyndelsen troede jeg at det var menses, men efter at have regnet på det fandt jeg ud af at det skete lidt for tit...)


Og så flygter man.
Begynder at bruge mere og mere tid sammen med vennerne, på sine hobbies, og på at gå i byen, fordi hende derhjemme aldrig har andet at byde på end nye skænderier. At det selvfølgelig bare gør det hele endnu værre, det formår man let og elegant at overse. (Man er trods alt hankøn.)

<edit>
Og det er selvfølgelig ubevidst. Man tænker ikke "jeg gider ikke være sammen med hende". Det er mere "hvorfor må jeg aldrig være sammen med mine venner. Jeg vil da ikke opgive dem helt bare fordi vi er kærester.", mens man bruger mere tid på dem end på hende. Det kan man bare ikke se før bagefter.
</edit>


Og den der med at slå det hen med en joke, det kender jeg også godt. Fordi man simpelthen ikke gider at skulle diskutere de dybe aspekter i forholdet hver eneste gang man er sammen med hende.


Mit råd.

1. Slå op og kom videre.

2. Eller giv ham fred for skænderierne et par uger, og tag så den snak stille og roligt, og se om det ikke kan løse sig. Det er ret sjældent at et forhold bliver bedre af at éen part indrømmer sine fejl, mens den anden part bliver ved med at té sig som en psycho.


Held og lykke med det hele. :)


HEP for pokker :gogo:

Her i huset har vi en regel om at det er forbudt at skabe kriser, på baggrund af hvad man tror den anden tænker når han føler....

Og hvis man endelig skal skabe en krise, så er kravet som minimum at denne IKKE skyldes at man blot trænger til at blive bekræftiget....Hvis man vil have bekræftigelse så må man sige det lige ud. Man skal IKKE lave det til en krise....Så kan man bare sige "Du, jeg trænger til opmærksomhed"

/Vibbsen

seriously, you wanna poke Mamma Bear now ? That seems like a good idea


Emma - Mors lille guldklump


#10 Chiliconkarma

Chiliconkarma

    Uden liv

  • Medlemmer
  • 6.657 Beskeder:

Skrevet 15 juni 2005 - 11:52

Jeg ser ikke særlig meget at "the good stuff" i det forhold.. men en let overvægt af forskel i hvad der bringer lykke.. Og det er vel at bruge ord på at sige intet, men det er vel vigtigt som søs sagde at tænke over det... der er store ting på spil, men i den elendighed kan man vel ikke have lyst til at fortsætte..

Så det der gyldne brev.. eller at lokke ham ud hvor han kan være sit smukke selv... bowl, drik, spil komp med ham eller hvordan man nu end kan snakke til mandens lyst.. målet må vel være at finde tid sammen i hverdagen..